Folketingets Uddannelsesudvalg

 

 

Svar på spørgsmål 144 (Alm. del):                                                                          3. juli 2006

I brev af 22. maj 2006 har udvalget stillet mig følgende spørgsmål:

 

Spørgsmål 144:

”Ministeren bedes kommentere henvendelse af 20. maj 2006 fra 10. klassernes Egen Skole, UngdomsCenter Vejle, jf. UDU alm. del - bilag 382.”

 

Svar:

Skoleleder Frank Jensen beskriver i sin henvendelse til Uddannelsesudvalget på glimrende vis et sikkert meget velfungerende 10. klassecenter. Det er positivt, at 10. klassecenteret i Vejle er i god kontakt med ungdomsuddannelsesinstitutionerne i byen, og at man har etableret brobygning, som netop er et element i regeringens forslag.

 

Det beskrives videre, at søgningen til 10. klassecentret i Vejle er faldet fra 40 pct. af en årgang til 25 pct. af en årgang, samt at elevernes profil i forhold til deres senere valg af ungdomsuddannelse er konstant. Regeringen finder, at det er vigtigt at fokusere på de unge, der i dag fravælger videre uddannelse efter grundskolen, og derfor er det væsentligt, at der etableres obligatorisk brobygning målrettet mod de erhvervsrettede ungdomsuddannelser.

 

Det er endvidere skolelederens opfattelse, at uddannelsen i ungdomsklassen vil blive præget af flygtige og flydende relationer, fordi den bliver opdelt i moduler af 20 uger. Regeringen er ikke enig i det synspunkt. En velstruktureret uddannelse med vægt på de faglige elementer, kombineret med velplanlagte brobygningsforløb, kontaktlærer- og eventuelt mentorordninger vil give gode resultater i forhold til de grupper af unge, som har behov for faglige udfordringer og større modenhed for at kunne gennemføre en ungdomsuddannelse.

 

Regeringen har i høj grad baseret sit forslag til en fornyelse af undervisningen efter 9. klasse på de erfaringer, der er gjort i det nuværende 10. klassetilbud. Regeringen har med bistand fra PLS Rambøll gennemført en undersøgelse, den inddrager de forhold, som skolelederen nævner i sin omtale af egen skole, samt en række andre relevante spørgsmål.

 

Denne besvarelse fremsendes i 5 eksemplarer

 

 

Med venlig hilsen

 

 

 

Bertel Haarder