Folketingets Uddannelsesudvalg

Christiansborg

 

Svar på spørgsmål 140 (Alm. del - bilag 369):                                                        30. maj 2006

I brev af 2. maj 2006 har udvalget stillet mig følgende spørgsmål:

 

Spørgsmål 140:

”Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 2. maj 2006 fra Produktionsskoleforeningen vedrørende regeringens oplæg ”Fremgang, fornyelse og tryghed”, jf. alm. del - bilag 369.”

 

Svar:

Jeg har følgende kommentarer til Produktionsskoleforeningens henvendelse:

 

Fornyelse af erhvervsgrunduddannelsen (egu)

Jeg er enig med foreningen i, at egu skal moderniseres. Regeringen har både i globaliseringsstrategien og i udspillet til velfærdsreformen foreslået dette som et vigtigt element i at 95 pct. af de unge i 2015 skal gennemføre en kompetencegivende ungdomsuddannelse.

 

Produktionsskoleforeningens forslag vil blive overvejet i det videre arbejde med denne fornyelse.

 

Styrkelse af sammenhængen mellem produktionsskolerne og de erhvervskompetencegivende ungdomsuddannelser samt fastholdelse af statslig finansiering

Jeg er også enig med foreningen i, at samarbejdet mellem produktionsskolerne og erhvervsuddannelserne skal styrkes.

 

Danmarks Evalueringsinstitut har netop offentliggjort deres evalueringsrapport om dette samarbejde, og anbefalingerne i rapporten falder godt i tråd med regeringens strategi for, at målrette produktionsskolernes aktivitet så eleverne får merit i de kompetencegivende uddannelser på især erhvervsskolerne.

 

Jeg er derimod ikke enig i, at en statsfinansiering af produktionsskolerne er en forudsætning for, at samarbejdet mellem skoleformerne kan styrkes. En styrkelse af de kommunale økonomiske incitamenter fx ved at gennemføre fuld kommunal finansiering af produktionsskolerne vil ikke svække mulighederne og behovet for et tættere samspil mellem produktionsskolerne og erhvervsskolerne.

 

Fastholdelse af skoleydelsen til alle produktionsskolernes deltagere

Det må ikke være økonomisk mere attraktivt at være på en produktionsskole end at være i gang med en kompetencegivende uddannelse på fx en erhvervsskole. Ved at nedsætte skoleydelsen, så den svarer til niveauet for Statens Uddannelsesstøtte, bliver der ens økonomiske vilkår, og et ønske om at starte eller fortsætte på en produktionsskole vil alene være begrundet i produktionsskolens uddannelsestilbud.

 

 

Denne besvarelse fremsendes i 5 eksemplarer.

 

 

Med venlig hilsen

 

 

 

Bertel Haarder