Svar på spørgsmål 14 (Alm. del - bilag 12):

I brev af 7. oktober 2005 har udvalget stillet mig følgende spørgsmål:

 

Spørgsmål 14:

"Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 29. september 2005 fra Kildeskolen vedrørende tilsyn, jf. alm. del – bilag 12."

 

Svar:

Kildeskolen i Næstveds henvendelse til Folketingets Uddannelsesudvalg sker på baggrund af referater af de lektioner, der er blevet observeret under Undervisningsministeriets yderligere tilsyn med skolen. Skolen har modtaget referaterne i forbindelse med en anmodning om aktindsigt.

 

Skolens advokat har i brev af 17. august 2005 anmodet ministeriet om en frist på tre uger til at kommentere referaterne. Ministeriet meddelte i brev af 23. august 2005, at man frem til 7. september 2005 ville afvente advokatens bemærkninger.

 

Ministeriet modtog den 7. september 2005 et indlæg i sagen fra skolens advokat med kommentarer til det førte tilsyn, herunder kommentarer til de omtalte referater. Dette indlæg behandles nu i ministeriet.

 

Jeg har, så længe sagen er under behandling i ministeriet, ikke mulighed for at kommentere henvendelsen fra Kildeskolen i Næstved.

 

Denne besvarelse fremsendes i 5 eksemplarer

 

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Bertel Haarder