Folketingets Uddannelsesudvalg

Med brev af 16. februar 2006 (Alm.del – spørgsmål 112) har udvalget bedt om min besvarelse af følgende spørgsmål:

”Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 6. februar 2006 fra Landsforeningen Liv & Død vedrørende certificering af titlen som bedemand, jf. alm.del – bilag 283”.

 

Svar:

Bedemandshvervet er ikke reguleret i den kirkeretlige lovgivning, idet der dog er udstedt cirkulære nr. 12060 af 10. juli 1996 om forbud mod beskæftigelse som bedemand samtidig med ansættelse som kirke- eller kirkegårdsfunktionær.

I Landsforeningen Liv & Døds henvendelse af 6. februar 2006 er det anført, at en bedemand bl.a. skal have et indgående kendskab til krise- og sorgprocesser, skal være i besiddelse af empati, kunne lytte og kommunikere med de efterladte samt have kendskab til en bred del af lovgivningen, ikke kun inden for Kirkeministeriets område. Der er således både tale om personlige (fx empati og kommunikationsevner) som faglige egenskaber (fx kendskab til en bred del af lovgivningen), der kan erhverves gennem et bredt spektrum af allerede eksisterende uddannelser, hvorfor bedemandserhvervet i dag kan betegnes som et frit erhverv.

Det kan oplyses, at Kirkeministeriet sammen med bl.a. Danske Bedemænd, Forbrugerrådet og Begravelsesforretningen Danmark har deltaget i en arbejdsgruppe under Dansk Standard vedrørende udarbejdelsen af en Europæisk Standard om krav til serviceydelser inden for begravelsesbranchen. Standarden (EN 15017), der blev vedtaget af CEN (European Committee for Standardization) den 29. august 2005, forventes at foreligge i en dansk udgave inden udgangen af april 2006.

Det er min opfattelse, at den pågældende standard netop tilgodeser de formål, som Landsforeningen Liv & Død angiver som baggrund for ønsket om at få titlen som bedemand certificeret, herunder sikringen af kvalitetsniveauet i branchen, etisk forsvarlig behandling af de afdøde og deres pårørende samt sikring af, at de som etablerer sig som bedemænd har de nødvendige forudsætninger – personlige såvel som faglige. Det kan i den forbindelse bemærkes, at en sådan standard giver bedemænd mulighed for, at søge om certificering/akkreditering i henhold til standarden fx hos Dansk Standard, DANARK (Danmarks nationale akkrediteringsorgan) eller andet akkrediteringsorgan, hvorved bedemænd kan dokumentere, at de lever op til standardens krav.

Under henvisning til ovenstående finder jeg derfor, at formålet bag henvendelsen fra Landsforeningen Liv & Død allerede er tilgodeset og ser derfor ikke behov for en egentlig ministeriel godkendelse af bedemandsuddannelsen.

 

Med venlig hilsen

 

Bertel Haarder           

                                            /Carsten Dalsgaard Jørgensen