Folketingets Uddannelsesudvalg

Christiansborg

 

Svar på spørgsmål 108 (Alm. Del):

I brev af 9. februar 2006 har udvalget stillet mig følgende spørgsmål:

 

Spørgsmål 108:

"Hvilke muligheder er der i dag i Danmark for løbende at evaluere, kvalitetssikre og kvalitetsudvikle undervisningen på de videregående uddannelser på ministerens område, og vil der eventuelt kunne drages nytte af de eksterne censorers arbejde med indberetninger m.v. i denne forbindelse?"

 

Svar:

Løbende evaluering, kvalitetssikring og kvalitetsudvikling af undervisningen på de videregående uddannelser sikres gennem kvalitetsbekendtgørelser, gennem akkreditering, gennem brug af centralt udpegede censorer og gennem evalueringer udført af Danmarks Evalueringsinstitut.

 

For de korte videregående uddannelser er det fastsat i en kvalitetsbekendtgørelse, at den enkelte institution skal have et system til kvalitetssikring og kvalitetsudvikling.

 

På området for mellemlange videregående uddannelser, professionsbacheloruddannelserne, gennemføres der i perioden 2004-2009 akkreditering af samtlige professionsbacheloruddannelser på alle de institutioner, der udbyder uddannelserne.

 

Akkrediteringerne bliver foretaget af Evalueringsinstituttet som en prøvning af 40 kendte kriterier. Kriterierne er opstillet på baggrund af love og bekendtgørelser om uddannelserne.

 

De eksterne censorer medvirker til kvalitetssikringen af uddannelserne dels gennem eksamensbekendtgørelsens bestemmelser om censors forpligtelser, dels gennem deres pligt til at foretage indberetning til censorformandskabet om forløbet af prøverne. På baggrund af censorindberetningerne udarbejder censorformandskabet årlige beretninger, der tjener til såvel kvalitetssikring som kvalitetsudvikling.

 

I regeringsoplægget ”Modernisering af prøver, eksamener og karakterer”, januar 2004, er der sat særligt fokus på tilbagemeldingerne fra de eksterne censorer. Selv om disse tilbagemeldinger allerede behandles systematisk på de videregående uddannelser, vil de uden tvivl kunne kvalificeres yderligere med henblik på kvalitetssikring og kvalitetsudvikling af undervisningen.

 

Denne besvarelse fremsendes i 5 eksemplarer.

 

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Bertel Haarder