Folketingets Trafikudvalg

Christiansborg

1240  København K

Dato             26. september 2006

J nr.             004-U18-12

  

 

Trafikudvalget har i brev af 15. september 2006 stillet mig følgende spørgsmål 483 (TRU alm. del), som jeg hermed skal besvare.

 

./.     Svaret vedlægges i 5 eksemplarer.

 

Spørgsmål nr. 483:

 

"Ministeren bedes kommentere lederen i magasinet Danske Busvognmænd nr. 9, september 2006 med henblik på de kommunalt drevne institutioner, der erhverver tilladelser til erhvervsmæssig buskørsel."

Svar:

 

Danske Busvognmænd administrerende direktør gør i lederartiklen opmærksom på, at konkurrence mellem private busvognmænd og kommunalt drevne buskørselsvirksomheder bør ske på lige vilkår.  Som eksempel på ulige konkurrence nævner han regler i momslovgivningen, der bevirker, at en kommunal institution, der har tilladelse til erhvervsmæssig buskørsel, kan udføre turistkørsel for kommunale institutioner inden for den samme kommune uden at betale moms. En privat busvognmand har ganske vist en tilsvarende adgang til momsfrit at udføre turistkørsel for kommunale institutioner, hvis det sker i konkurrence med en kommunal drevet buskørselsvirksomhed, men kommunale retningslinier kan alligevel betyde, at den kommunalt drevne buskørselsvirksomhed skal anvendes.

Må jeg indledningsvis bemærke, at jeg er fuldstændig enig i betragtningen om, at konkurrence mellem offentlige og private virksomheder bør ske på så lige vilkår som muligt.

I buslovgivningen har man forsøgt at skabe en sådan ligestilling. Indtil 1997 kunne en kommunal bus som tilladelsesfri buskørsel udføre kørsel for alle kommunens institutioner. Kommuners anvendelse af egne busser blev begrænset ved en ændring af busloven i 1997. En kommunal institution kan nu kun som tilladelsesfri buskørsel udføre kørsel med personer tilknyttet den pågældende institution. Hvis en kommunal institution ønsker at udføre kørsel for andre institutioner i kommunen eller andre i øvrigt, kræver dette tilladelse i henhold til busloven.

 

For at skabe så lige forhold som muligt i forhold til de private busvognmænd kræves det således, at den kommunale institution opfylder de samme kvalifikationskrav som en privat busvognmand.

 

Med venlig hilsen

 

 

Flemming Hansen