Folketingets Trafikudvalg

Christiansborg

1240  København K

Dato             2. november 2006

J. nr.           432-22

  

 

Trafikudvalget har i brev af 12. september 2006 stillet mig følgende spørgsmål 472 (TRU alm. del), som jeg hermed skal besvare.

 

Spørgsmål nr.472:

"Vil ministeren tilsende udvalget en oversigt over strækninger på statsvejnettet, hvor slidlagets restlevetid er vurderet som 0 år, samt over strækninger, hvor restlevetiden i 3 år eller mere har været vurderet som 0 år?"

Svar:

Jeg har forelagt spørgsmålet for Vejdirektoratet. Vejdirektoratet har oplyst følgende, hvortil jeg kan henholde mig:

”Vejdirektoratet anvender prioriterings­systemet BELMAN til at prioritere belægningsindsatsen på statsvejnettet.  På baggrund af tilstandsvurderinger og budgetforudsætninger samt beslutninger om nye anlæg, vurderes hvilken indsats der skal gennemføres.  Indsatsen omfatter udskiftning af belægningen eller reparation. 

Hvis en belægning har restlevetiden 0 år, og der ikke er økonomiske mulig­heder for at udskifte belægningen med en ny belægning, bliver belæg­ningen repareret i fornødent omfang, således at trafiksikkerheden opretholdes. Reparationer har normalt en levetid på et år og anvendes ofte, hvis Vejdirektoratets belægnings­prioriteringssystem BELMAN, indstiller den pågældende strækning til et nyt slidlag det kommende år. Forklaringen på at der er strækninger, hvor levetiden er 0 år i flere år i træk, kan dels være, at der er planlagt nyanlæg, dels at budgetforudsætningerne ikke gør det muligt at udskifte belægningen.  

Det kan oplyses, at på knap 15 pct. af det nuværende statsvejnet er slidlagets restlevetid vurderet til 0 år. På ca. 1,5 pct. af statsvejnettet har slidlagets restlevetid i 3 år været vurderet til 0 år.  En liste fra Vejdirektoratets belægnings­prioriterings­system BELMAN med de strækninger, hvor slidlagets restlevetid er 0, er vedlagt som bilag 1. 

Der er tale om en meget præcis og detaljeret oversigt, som kortlægger den pågældende stræknings belægning i forhold til kørebane, forbindelsesvej, rampe, udfletning, vejside m.v.

Strækninger, hvor restlevetiden har været 0 i 3 år eller mere, er markeret i denne liste og det er angivet, om der skal gennemføres nyanlæg. På strækninger, hvor der er planlagte eller igangsatte nyanlægsprojekter prioriteres udlægning af ny belægning i relation til dette.

Det gælder konkret for en lang række strækninger på Motorring 3, hovedlandeveje på strækningen Århus – Ringkøbing, Thisted - Hanstholm, Ballerup – Frederikssund, Køge Bugt Motorvejen, Holbækmotorvejen, Fynske motorvej, landevejene på strækningen Holbæk – Vig, Odense – Svendborg og Herning – Brande.”

 

Med venlig hilsen

 

 

Flemming Hansen