|
|
|
Folketingets Trafikudvalg Christiansborg 1240 København K |
Dato            8 . september 2006 J. nr.          004-530  Â
|
|
Trafikudvalget har i brev af 16. august 2006 stillet mig følgende spørgsmål 435 (TRU alm. del), som jeg hermed skal besvare.
./. Svaret vedlægges i 5 eksemplarer.
"Ministeren bedes oplyse hvornår Kystbanen sidst er blevet renoveret."
Indledningsvis kan det vedrørende strækningen Hellerup – Helsingør oplyses, at godt halvdelen af sporet er fornyet imellem slutningen af 1960’erne og starten af 1970’erne. Sporet ligger kystnært og belastningen har været hård med intensiv persontrafik og, frem til åbningen af godsfærgeruten Københavns Frihavn – Helsingborg i 1986, adskillige godstog dagligt. På flere steder af strækningen er bundforholdene endvidere dårlige.
Den nu påregnede sporombygning i 2007 vedrører denne del af Kystbanen og omfatter ca. 48 km.
Mere konkret kan sporombygningshistorikken for strækningen fra Hellerup mod nord opgøres således:
I 1960’erne blev ca. 17,7 km. ombygget/fornyet.
I 1970’erne blev ca. 41,5 km. ombygget/fornyet.
I 1980’erne blev ca. 7,0 km. ombygget/fornyet.
I 1990’erne blev ca. 9,6 km. ombygget/fornyet.
I 2000-tallet blev ca. 1,5 km. ombygget/fornyet.
De ældste skinner er således de ca. 59 km., der blev ombygget/fornyet i 60’erne og 70’erne. Efter den planlagte sporombygning af 48 km. spor i sommeren 2007 vil der restere ca. 11 km fra 1970’erne, der pt. påregnes sporombygget i perioden mellem 2010 og 2015.
På strækningen mellem København H og Hellerup er der endvidere foretaget en række større sporarbejder i forbindelse med LOKO-projektet (Øget kapacitet København H – Østerport) i de seneste år.
Flemming Hansen