Folketingets Trafikudvalg

Christiansborg

1240  København K

Dato             16. august 2006

J. nr. 461-1                     

  

 

Trafikudvalget har i brev af den 5. juli 2006 stillet mig følgende spørgsmål nr. 429 (TRU alm. del), som jeg hermed skal besvare.

 

./.     Svaret vedlægges i 5 eksemplarer.

 

Spørgsmål nr. 429:

 

"Ministeren bedes kommentere henvendelse af 30. juni 2006 fra Skovparkens Grundejerforening, Nyborg Grundejerforening af 1898 og Grundejerforeningen Skovbrynet - Parkvej vedr. støjgener ved motorvej igennem Nyborg m.v., jf. TRU alm. del – bilag 474."

Svar:

 

I henvendelsen til Trafikudvalget af den 30 juni 2006 fra de tre grundejerforeninger ved Nyborg har jeg noteret mig følgende ønsker og forslag:

 

1) Et ønske om en aktuel støjmåling for boligområderne langs motorvej E20 (Odense - Nyborg).

 

2) Et ønske om udskiftning af belægningen på strækningen til en ny og mere støjreducerende asfalt.

 

3) Et forslag til Vejdirektoratet om at udarbejde orienteringspjecer om, hvorledes der kan ydes tilskud fra staten til støjisolering, ligesom foreningerne foreslår at nedsætte hastigheden samt at der opkræves øget betaling for passage af Storebæltsbroen.

 

Ad 1) Støjkortlægning

 

Som jeg tidligere har tilkendegivet, er vejstøj et problem, som regeringen tager meget alvorligt. Staten gør derfor en betydelig indsats for at begrænse støjen, såvel i forbindelse med nyanlæg som langs de eksisterende veje. Indsatsen langs det eksisterende statsvejnet søges tilrettelagt således, at der opnås mest mulig støjdæmpning pr. investeret krone. Der foretages således en prioriteret indsats på baggrund af kortlægning af støjen. Motorvejsstrækningen ved Nyborg indgår på lige fod med de øvrige statsveje i denne prioritering.

 

Vejdirektoratet offentliggjorde i foråret 2006 en støjkortlægning af hele statsvejnettet, der blev fremsendt til Trafikudvalget. Støjkortlægningen omfatter motorvejen ved Nyborg og er baseret på en fremskrivning af trafiktallene for 2004 til 2012 niveau. Langs motorvejens østside viser kortlægningen, at der ved ca. 90 boliger findes et støjniveau over 55 dB, mens 2 boliger er belastet med over 65 dB (dvs. stærk støjbelastet). Langs motorvejens vestside findes ca. 170 boliger med et støjniveau over 55 dB, mens ingen boliger er stærkt støjbelastet.

 

Som oplyst i mit svar på TRU spørgsmål 95 af den 28. november 2005 er der i 1993, 1994 og 1996 fortaget en lang række støjreducerende tiltag ved Nyborg-motorvejen i form af bl.a. støjskærme og støjsvag asfaltbelægning. For nylig er der endvidere etableret yderligere støjvolde langs motorvejen ved hjælp af overskudsjord fra nedrivningen af den såkaldte ”Høje Jernbanebro”.

 

Ad 2) Udskiftning af vejbelægning

 

Under hensyntagen til at sikre en effektiv udnyttelse af ressourcerne på vedligeholdelsesområdet på statsvejene foretager Vejdirektoratet ikke belægningsudskiftning alene ud fra støjmæssige årsager. En eventuel udskiftning af belægningen på den omhandlede strækning til en støjsvag belægning vil således mest hensigtsmæssigt ske i takt med den løbende driftsmæssige udskiftning af vejbelægningen. Belægningen ved Nyborg vurderes at have en restlevetid på ca. 3 år.

 

En fremtidig belægningsudskiftning ved Nyborg vil af trafikale hensyn skulle koordineres med eventuelle belægningsarbejder i forbindelse med de aftalte arbejder med hævning af broerne på motorvejen omkring Nyborg.

 

Ad 3) Orienteringspjecer, nedsættelse af hastigheden og øget betaling ved passage af Storebæltsbroen

 

Jeg kan oplyse, at Vejdirektoratet i forbindelse med konkrete støjprojekter fremsender orienteringsskrivelser om støjdæmpende foranstaltninger, herunder tilskud til støjisolering af facader til de berørte boligområder, når dette er aktuelt.

 

For så vidt angår forslaget om at nedsætte hastigheden til 80 km/t på motorvejen, kan jeg oplyse, at hastighedsnedsættelse generelt er en mulighed, som kan indgå i overvejelserne sammen med de øvrige virkemidler på støjområdet.  Der er dog tale om et forslag, som i betydelig grad involverer andre myndigheder, herunder ikke mindst politiet. I den forbindelse må blandt andet de trafiksikkerhedsmæssige konsekvenser af et sådant tiltag indgå i overvejelserne. Det gælder blandt andet risikoen for bagende-kollisioner i forbindelse med skift i trafikanternes hastighed. Jeg kan i den sammenhæng oplyse, at Vejdirektoratet i forbindelse med kommunalreformen gennemgår det samlede udvidede statsvejnet med henblik på en vurdering af mulighederne for differentierede hastighedsgrænser. Denne forventes klar i sommeren 2007.

 

Med hensyn til grundejerforeningernes forslag om øget betaling over Storebæltsbroen bemærkes, at trafikanterne alene betaler for benyttelsen af motorvejsforbindelse over Storebælt, således at Sund og Bælt Holding A/S kan tilbagebetale de statsgaranterede lån i broen. Der kan således ikke opkræves brobetaling, som er øremærket til støjreducerende tiltag langs statsvejnettet.

 

Med venlig hilsen

 

 

Flemming Hansen