Folketingets Trafikudvalg

Christiansborg

1240  København K

Dato             17. maj 2006

J nr.             432-2

  

 

Trafikudvalget har i brev af 28. april 2006 stillet mig følgende spørgsmål 383 (TRU alm. del), som jeg hermed skal besvare.

 

./.     Svaret vedlægges i 5 eksemplarer.

 

Spørgsmål 383:

 

"Ministeren bedes kommentere materialet fra deputationen bestående af Jakob Løchte og Tommy Rasmussen, der var i foretræde i Trafikudvalget torsdag den 27. april 2006 om Kombilinien ved Silkeborg, jf. TRU alm. del - bilag 365"

 

Svar:


I materialet argumenterer Jakob Løchte og Tommy Rasmussen for Kombilinien, som Jakob Løchte er ophavsmand til, og kommenterer Trafikudvalgets besigtigelse ved Silkeborg i september 2005 og de lokalpolitiske holdninger til motorvejens placering.

I argumentationen for Kombilinien henviser Jakob Løchte og Tommy Rasmussen bl.a. til Vejdirektoratets VVM-redegørelse med deres udlægning af denne.

De betvivler VVM-redegørelsens oplysninger om anlægsøkonomi og mener, at prisen for højbroen i Resendallinien er undervurderet, og at prisforskellen mellem Resendallinien og Kombilinien på ca. 600 mio. kr. skyldes den store forskel i Vejdirektoratets vurdering af omkostninger til arealerhvervelser i de to linjer. De anfører, at Vejdirektoratet har vurderet bilforhandlernes arealer i Silkeborg til ca. en halv milliard kroner, mens Gudenådalen er vurderet til nul kroner.

Jeg har forelagt materialet for Vejdirektoratet, der har oplyst følgende:

”Vejdirektoratets vurdering af omkostninger til højbroen og arealerhvervelse fremgår ikke eksplicit af VVM-redegørelsen, og de anførte beløb for arealerhvervelse er ikke korrekte. I anlægsoverslaget for Kombilinien udgør udgifterne til arealerhvervelse ca. 400 mio. kr., heraf knapt 300 mio. kr. til strækningen i Silkeborg by, og for Resendallinien udgør de ca. 150 mio. kr., hvori indgår udgifter til arealerhvervelse i Gudenådalen, som er prissat på  samme måde som andre strækninger i åbent land.

Misforståelsen, om at arealerne i Gudenådalen er værdisat til nul kroner, kan muligvis skyldes, at det i VVM-redegørelsen er oplyst, at tab af naturværdier o.l. ikke er medtaget i de trafikøkonomiske analyser.

Det kan i den forbindelse oplyses, at Institut for Miljøvurdering i samarbejde med Fødevareøkonomisk Institut på den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole for nylig har udgivet to rapporter (”Motorways versus Nature”, december 2005, og ”Tab af naturværdier ved Kombilinien”, april 2006), hvor tab af naturværdier, som en kommende motorvej ved Silkeborg vil medføre, er værdisat. Som grundlag herfor er foretaget en undersøgelse af befolkningens betalingsvilje for at bevare og beskytte naturtyper ved projektering af motorvejen. Undersøgelsen viser, at borgerne tillægger de bynært rekreative områder større værdi end Gudenådalen, og begge rapporter konkluderer, at ”Resendallinien er at foretrække som linjeføring for den kommende Silkeborgmotorvej, når der alene fokuseres på naturværdier i et velfærds- og samfundsøkonomisk perspektiv.”

I materialet fra Jakob Løchte og Tommy Rasmussen er anført, at Silkeborg Kommune i 2005 flyttede et byudviklingsområde fra tæt på Resendallinien til oveni Kombilinien. Vejdirektoratet gør opmærksom på, at det planlagte boligområde, som gennemskæres af Kombilinien, indgår i Kommuneplanen fra 2001, og forslaget om Kombilinien blev fremsat i efteråret 2002.

Den omtalte sag ved EF-domstolen  om krænkelse af et habitatområde i forbindelse med en planlagt motorvej i Østrig vurderes ikke at have direkte betydning for motorvejen ved Silkeborg. Af udskriften fra Domstolens dom 23. marts 2006 fremgår, at dommen vedrører en tilsidesættelse af Østrigs forpligtelser i henhold til fuglebeskyttelsesdirektivet til at optage to lokaliteter som beskyttede områder, hvorimod Østrig blev frifundet for at have tilsidesat sine forpligtelser i henhold til habitatdirektivet i forbindelse med et vejprojekt (motortrafikvej) i samme område.”

Jeg kan i øvrigt oplyse, at Jakob Løchte og Tommy Rasmussen også har fremsendt høringssvar til Vejdirektoratet i forbindelse med den offentlige høring af VVM-redegørelsen for Kombilinien, som sluttede 2. maj 2006. Disse henvendelser vil blive behandlet af Vejdirektoratet sammen med de øvrige ca. 90 høringssvar, inklusive svarene fra Silkeborg Kommune og Gjern Kommune, som der er refereret til i materialet.

 

Med venlig hilsen

 

 

Flemming Hansen