|
|
|
Folketingets Trafikudvalg Christiansborg 1240 København K |
Dato J nr. Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â 004-437 Â Â
|
|
I brev af 28. marts 2006 stillede Trafikudvalget mig følgende spørgsmål 333 (TRU alm. del): " Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 27. marts 2006 fra Aarhus Lufthavn A/S vedr. sagsbehandlingen i Statens Luftfartsvæsen, jf. TRU alm. del – bilag 322. "
Jeg svarede på dette spørgsmål med svar af 16. maj 2006. Og jeg kan endvidere oplyse, at Statens Luftfartsvæsen med brev af 19. juni 2006, på baggrund af en række yderligere oplysninger fra lufthavnen, har truffet en afgørelse vedrørende Aarhus Lufthavn A/S ansøgning om ændring af lufthavnstakster, herunder indførelse af en securityafgift. Aarhus Lufthavn A/S har med brev af 23. juni 2006 meddelt Transport- og Energiministeriet, at denne sag nu er afsluttet til lufthavnens tilfredshed.
Aarhus Lufthavn A/S havde søgt om tilladelse til at indføre en securitytakst på 10 kr. pr. afrejsende passager samt at forhøje udenrigspassagertaksten fra 81 kr. til 85 kr. og nedsætte indenrigspassagertaksten fra 88 kr. til 85 kr.
SLV godkendte med brev af 23. marts 2006 forhøjelsen af udenrigspassagertaksten men meddelte, at man på baggrund af de foreliggende oplysninger ikke kunne godkende den ansøgte securitytakst. SLV har efterfølgende modtaget yderligere oplysninger og har dermed kunnet træffe en afgørelse. Lufthavnen har således fået godkendt, at der indføres en securitytakst på 10 kr. pr. afrejsende passager fra 1. oktober 2006 og at indenrigspassagertaksten samtidig nedsættes fra 88 kr. til 85 kr. pr. afrejsende passager, således at indenrigs- og udenrigspassagertaksten nu er den samme pr. afrejsende passager.
SLV har ved vurderingen af ansøgningen lagt til grund, at en securitytakst isoleret set ikke må give lufthavnen et overskud, at lufthavnen ikke samlet set må have et overskud fra lufthavnstakster, der overstiger et rimeligt afkast af den investerede kapital og at resultatet af en takstomlægning ikke må benyttes til at dække det manglende provenu, der opstår ved lufthavnens særlige rabatordning med Ryanair.
./. Dette brev vedlægges i 5 eksemplarer.
Flemming Hansen