5 |
|
||||
Christiansborg 1240 København K
|
|
|
 004-419
|
Trafikudvalget har i brev af 24. februar 2006 stillet mig følgende spørgsmål 310 (TRU alm. del), som jeg hermed skal besvare.
Svaret vedlægges i 5 eksemplarer.
"Ministeren bedes kommentere vedlagte lederartikel fra DTL's blad Transport & Logistik nr. 2, februar 2006: "Savner politisk logistik."
DTL's administrerende direktør gør i lederartiklen på baggrund af nogle konkrete eksempler opmærksom på, at både europæiske og danske politikere har en forpligtelse til at tage deres politiske lederskab alvorligt og ikke skade dansk transporterhverv ved at tillade skævvridning af konkurrencen gennem ulige rammevilkår.
Må jeg indledningsvis bemærke, at det er et grundlæggende dansk synspunkt, at EU-regler udformes, så der sikres lige konkurrencevilkår. Det gælder naturligvis også på godstransportmarkedet.
Godstransporten er som grænseoverskridende erhverv netop udsat for stor konkurrence. En stor del af arbejdet med at sikre fornuftige og gode rammer for godstransporten, herunder landtransporten, foregår da også i EU for netop at sikre lige konkurrencevilkår.
Det er bl.a. i dette lys, at Transport- og Energiministeriet i 2005 har styrket arbejdet med EU-opgaver. Det giver bedre mulighed for at deltage i de løbende forhandlinger i Rådet, og at få indsigt i og kunne påvirke tankerne hos både Europa-Parlamentet og EU-kommissionen.
Jeg ser det som en af mine fornemste opgaver som transportminister at medvirke til at skabe sunde og konkurrencedygtige rammer for det danske godstransporterhverv, både herhjemme og i EU. Der skal være rammer, som giver plads til den nødvendige innovation og nytænkning. Det danske godstransporterhverv skal fortsat kunne gøre sig positivt bemærket mellem de bedste i Europa.
Det er ikke nogen ny opgave, og mange af Transport- og Energiministeriets initiativer, tiltag og aktiviteter er direkte rettet mod at forbedre rammevilkårene for godstransporterhvervet, jf. min besvarelse af trafikudvalgets spørgsmål 189 (alm. del) af den 14. december 2005.
Senest har jeg etableret godstransporterhvervets tænketank, hvor det første møde blev afholdt den 27. februar 2006. Tænketanken skal netop sætte fokus på disse problemstillinger.
Godstransporten er et stort og vigtigt erhverv, og i sagens natur er det berørt af lovgivning inden for mange områder.
Med venlig hilsen