|
|
||
Christiansborg 1240 København K |
|
|
|
Trafikudvalget har i brev af 1. februar 2006 stillet mig følgende spørgsmål 283 (TRU alm. del), som jeg hermed skal besvare.
./.        Svaret vedlægges i 5 eksemplarer.
"Ministeren bedes kommentere henvendelse af 31. januar 2006 fra Nordea Ejendomsinvestering vedr. Railion Danmarks beslutning om at afvikle den konventionelle godstransport i Danmark, jf. TRU alm. del - bilag 234"
Som jeg også tidligere har anført, dels i mit svar til Nordea Ejendomsinvestering og dels i mit svar på Trafikudvalgsspørgsmål 140 fra december 2005, kan Regeringen, qua den liberaliseringsproces man har gennemført på jernbaneområdet de seneste 5-10 år, ikke sikre bestemte mængder jernbanegods i Danmark.
I et liberaliseret marked for jernbanegods indskrænkes statens handlemuligheder til at sikre nogle fornuftige og i forhold til andre transportaktører retfærdige rammebetingelser for godstrafikken på jernbane.
Det er naturligvis beklageligt, at Railions reduktion i aktivitetsniveauet vil få betydning for enkelte virksomheder i Hedehusene, men jeg mener ikke, at det er relevant gennem statsstøtte at sikre opretholdelsen af jernbanegodsets aktivitetsniveau i Danmark.
Om der senere skal ske en op- eller nedjustering af Railions aktivitetsniveau må alene bero på virksomhedens vurdering af det forretningsmæssige grundlag herfor. Jeg har i den forbindelse noteret mig, at Railions indtjening for betjeningen af Hedehusene ikke står mål med de omkostninger, der genereres ved denne aktivitet. Og jeg hverken kan eller vil i den nuværende situation give statsstøtte til de danske jernbanegodsvirksomheder for at sikre, at Railion fortsat vil kunne betjene Hedehusene.
Det er samtidig vigtigt at notere sig, at statens jernbanenet er åbent for alle godkendte jernbanevirksomheder, der ønsker at køre med gods. Andre vil derfor kunne byde ind på transporterne, i det omfang de vurderer, at der er økonomisk grundlag for en videreførsel af Railions aktiviteter i Hedehusene.
Med venlig hilsen