Besvarelse  af  spørgsmål  nr.    91  (Alm.  del),  som  Folke- tingets   Sundhedsudvalg   har   stillet   til   indenrigs-   og sundhedsministeren den 11. november 2005 Spørgsmål    91: "Ministeren  bedes  kommentere  henvendelsen  af  2.  november  2005  fra Landsforeningen SIND vedrørende brugen af ambulant tvang i psykiatrien, jf. alm. del – bilag 84." Svar: SIND anfører i brevet af 31. oktober   2005 blandt andet, at foreningen sid- der  inde  med  mange  erfaringer  om  sindslidende,  der  udskrives,  dropper medicinen og langsomt går i hundene, og at dette sker, mens nærtstående magtesløse ser til og måske endda terroriseres af den sindslidende. Jeg  har  noteret  mig,  at  SIND  deler  min  opfattelse  af,  at  der  eksisterer  et alvorligt problem med at fastholde en gruppe af de allersvageste psykiatri- ske  patienter  med  manglende  sygdomsindsigt  i  den  behandling,  de  har brug for. Der findes således en gruppe svært psykotiske patienter, som er uden syg- domsindsigt,  og  som  konsekvent  er  afvisende  overfor  behandling.  Disse patienter  vil  ofte  være  svært forpint  af  deres  sygdom    og  have  tilbageven- dende  tvangsindlæ ggelser og  tvangsbehandlingsforløb  bag  sig , som  i  den sidste ende kan være  resultatløse, fordi de  kort efter udskrivelsen ophører med at tage den medicin, de har brug for. Disse patienter risikerer reelt at leve det meste af deres liv ubehandlet i en psykotisk verden. Det vil efter min opfattelse være udtryk for oms orgssvigt, hvis vi blot lader stå til i for- hold til disse meget syge medborgere. Jeg vil give SIND ret i, at det kan være  svært at få hold på begrebet ”ambu- lant tvang”. Der er efter min opfattelse ikke tale om et entydigt begreb. Når begrebet omtales i pressen anvendes det ofte til at beskrive forskellige ord- ninger i andre lande, som har forskelligt indhold og som derfor ikke er sam- menlignelige. Den  ordning  med  tvungen  opfølgning  efter  u dskrivning,  som  regeringen lægger op til i det udkast til lovforsla g om ændring af psykiatril oven, som er sendt i høring , kan efter min opfattelse ikke sammenlignes med udenland- ske ordninger, hvor kriterierne for at blive omfattet og indholdet i ordninger- ne er forskellige fra det, vi foreslår i Danmark. Indenrigs- og Sundhedsministeriet Dato: Kontor: 3.s.kt. J.nr.: 2003-12140-54 Sagsbeh.: SEB Fil-navn: Dokument 6

2 SIND  stiller  i  henvendelsen  spørgsmålstegn  ved,  hvad  indholdet  i  en  b e- slutning om tvungen opfølgning  efter udskrivning kan gå ud på. SIND anfø- rer,  at  det  er  foreningens  synspunkt,  at  det  ikke  skal  være  muligt  at tvangsmedicinere en person i vedkommendes eget hjem, og at der derfor ikke kan blive tale om ambulant tvang. Jeg kan følge SINDs synspunkt om, at det ikke skal være muligt at tvang  s- medicinere patienten i eget hjem. Derfor fremgår det også specifikt af rege- ringens forslag, at overlægens beslutning om tvungen opfølg  ning efter ud- skrivning alene kan indeholde et pålæg til patienten om at møde op til m  e- dicinering i det psykiatriske sygehusvæsen. Der  bliver således ikke tale om, at patienten kan tvangsmedicineres i eget hjem. Jeg er helt enig med SIND i, at det ikke giver mening at tvinge patienter til at  modtage  samtaleterapi.  På  den  anden  side  er  det  naturligvis  vigtigt, at også dette behandlingselement i det omfang, det er relevant, tilbydes pati- enter, der er i tvungen opfølgning efter udskri vning. Derfor fremgår det klart af bemærkningerne til lovforslaget, at det fo rudsættes, at patienter, der er  i tvungen  opfølgning,  tilbydes  andre  behandlingsformer,  hvor  dette  er  rel e- vant, herunder samtaleterapi og andre terapeutiske tiltag. SIND  anfører,  at  hvis  en  sindslidende  s kal  tvangsmedicineres for  at klare sin  tilværelse,  skal  dette  ske  i  en  behandlingsinstitution  under  psykiatril o- vens retssikkerhed og dermed med mulighed for at få afgørelsen prøvet i det  psykiatriske  patientklagenævn  og  med  beskikkelse  af  en  patientrådg i- ver. SIND anfører videre, at hvis vedkommende ikke behøver at være in   d- lagt,  skal  der  være  mulighed for  betinget  udskrivelse  mellem  medicineri n- gerne, hvor en tilbageførsel imellem udeblivelserne er mulig. SIND  skriver  desuden,  at  hvis  tvangsbehandling  i  eget  hjem  skal  gøres muligt, står vi overfor det dilemma, at det bliver vanskeligt at vurdere, hvor længe  tvangen  skal  vare,  og  at  psykiatriloven  i  så  tilfælde  skal  tilføjes  en bestemmelse om, at en nærmere ikke defineret gruppe mennesker skal stå udenfor  grundlovens  bestemmelser  om  boligens  ukrænkelighed,  og  heller ikke have retssikkerhed for, hvor længe de kan underlægges tvang. Jeg mener, at vi med lovforslaget har taget højde for de  betænkeligheder, som SIND her anfører.  Som forslaget er udformet, er der netop tale om, at patienten  kan  hentes  ind  til  medicinering  på  en  psykiatrisk  afdeling,  hvis vedkommende udebliver fra behandlingen. En beslutning om tvungen opføl gning vil endvidere, som SIND lægger vægt på, med regeringens forslag blive fulgt op af stær ke retssikkerhedsgaranti- er. Alle patienter, der bliver underlagt tvungen opfølgning, får således tildelt en patientrådgiver. Der kan klages til det psykiatriske patientklagenævn ved statsforvaltningen, som skal træffe afgørelse i sagen inden 7 hverdage eft  er klagens  modtagelse.  En  klage  skal  tillægges  opsættende  virkning,  hvilket vil sige, at den tvungne opfølgning ikke kan iværksættes, før det psykiatr i- ske  patientklagenævn  har  behandlet  klagen.  Hvis  patienten  ikke  får  med-

3 hold  i  det  psykiatriske  patientklagenævn ,  kan  afgørelsen  in dbringes  for domstolen. Der kan efter forslaget alene blive tale om en beslutning for en tidsbegræ n- set  periode,  idet  tvungen  opfølgning  efter  udskrivning  kan   vare  i  indtil  3 måneder  efter  udskrivningen  af  patienten.  Hvis  der  er  begrundet  frygt  og nærliggende  risiko  for,  at  patienten  ved  3 -måneders  periodens  udløb  vil ophøre med at følge den nødvendige behandling, kan perioden forlænges 3 måneder ad gangen, dog således, at patienten maksimalt kan være un- dergivet tvungen opfølgning i  12 måneder. Jeg  kan  afslutningsvist  henvise  til  min  besvarelse  af  spørgsmål   nr.  206 (Alm. del) fra Folketingets Sundhedsudvalg for en nærmere beskrivelse af kriterierne for etablering af tvungen opfølgning og for indholdet i ordningen, som den fremgår af udkastet til lovforslag.