Dato:           

Kontor:         Regional sundhed

J.nr.:             2006-1130-22

Sagsbeh.:   KWO

Fil-navn:       Dokument 2

 


Besvarelse af spørgsmål nr. 564 (Alm. del), som Folketingets Sundhedsudvalg har stillet til indenrigs- og sund­hedsministeren den 13. september 2006

 

Spørgsmål 564:

"Ministeren bedes oplyse, om et ydernummer, der gives til en læge eller fysioterapeut, følger den pågældende læge/fysioterapeut eller den pågældende praksis"

 

Svar:

”Landsoverenskomsten om almen lægegerning og landsoverenskomsten om fysioterapi indeholder bestemmelser om praksisplanlægning og praksisregulering. Af overenskomsterne fremgår bl.a., at hvert amt skal udarbejde en plan for den lægelige eller fysioterapeutiske betjening i amtet med henblik på at sikre en tilstrækkelig behandlingsmæssig dækning i amtet.

 

Amtet fastlægger i sin praksisplan for hhv. praktiserende læger og fysioterapeuter, hvor mange læger eller fysioterapeuter, der er nødvendige for at sikre en tilstrækkelig behandlingsdækning. Dækningsgraden skal bl.a. fastsættes under hensyntagen til andre sociale og sundhedsmæssige foranstaltninger i amtet som eksempelvis sygehusvæsenet.

 

Fysioterapeuter kan tiltræde landsoverenskomsten med status af klinikindehaver, lejer eller som fysioterapeut uden fast klinikadresse. Amtet tildeler herefter fysioterapeuten et ydernummer i henhold til den gældende praksisplan. I henhold til overenskomsten gælder, at et ydernummer som lejer er kapacitetsmæssigt knyttet til den klinik, hvor lejeren tilmeldes, ikke til lejeren personligt.

 

En fysioterapeut, der ønsker at nedsætte sig i praksis skal ansøge amtet om at tiltræde overenskomsten. Vedkommende kan ansøge amtet om at tiltræde overenskomsten, hvis han/hun har overtaget en eksisterende klinik. Amtet tildeler herefter fysioterapeuten et ydernummer. En fysioterapeut kan også ansøge amtet om at oprette en ny klinik eller om at nedsætte sig som fysioterapeut uden fast klinikadresse. Amtets beslutning om at tildele ydernummer til en eventuelt ny praksis vil være baseret på praksisplanen og en vurdering af behovet for at udvide den fysioterapeutiske kapacitet i amtet.

 

En læge, der ønsker at nedsætte sig i praksis skal i henhold til overenskomsten, gennem Praktiserende Lægers Organisation, meddele amtet, at han eller hun ønsker at drive praksis i henhold til overenskomsten. Vedkommende skal samtidig overfor Praktiserende Lægers Organisation dokumentere, at han/hun har overtaget en eksisterende praksis/praksisdel eller at han/hun af samarbejdsudvalget i amtet har fået tildelt ret til nedsættelse. På denne baggrund tildeler amtet lægen et ydernummer.

 

En praktiserende læge kan i henhold til overenskomsten ansætte en anden læge i en uddannelses- eller aflastningsstilling eller eventuelt med henblik på indgåelse af kompagniskab. I sådanne tilfælde vil den ansatte læge arbejde på den ansættende læges ydernummer.”