Dato:            20. september 2006

Kontor:         Lægemiddelkontoret

J.nr.:             2006-1339-161

Sagsbeh.:   SBS

Fil-navn:       Dokument 8

 


Besvarelse af spørgsmål nr. 535 (alm. del), som sundhedsudvalget har stillet til indenrigs- og sund­hedsministeren den 20. juni 2006

 

Spørgsmål 535:

"Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 20. juni 2006 fra Parallelimportørforeningen af lægemidler vedrørende ny undersøgelse af det offentliges og patienternes besparelser som følge af parallelimport af lægemidler, jf. alm. del – bilag 676"

 

Svar: Jeg har i anledning af spørgsmålet anmodet Lægemiddelstyrelsen om at vurdere den rapport, der ligger til grund for Parallelimportørforeningens henvendelse af 20. juni 2006.

 

Lægemiddelstyrelsen vurderer at rapportens beregning, som viser at det danske samfund sparer ca. 160 mio.kr. årligt ved parallelimport, udgør et rimeligt estimat over besparelserne ved parallelimport.

 

Rapporten bekræfter således regeringens forventning om, at parallelimport har en konkurrencestimulerende virkning på lægemiddelmarkedet til økonomisk gavn for patienterne og det offentliges medicinudgifter. Derfor er det også positivt, at rapporten omtaler Danmark på linie med England, Tyskland og Sverige, som et af de europæiske lande der har et betydeligt parallelimportmarked.

 

Rapporten viser dog at Danmark sammenlignet med England, Tyskland og Sverige har begrænsede besparelser som følge af parallelimport. Disse tal skal naturligvis ses i lyset af, at der er tale om markeder med meget forskelligartede størrelser.

 

Herudover kan det konstateres, at det generelt er vanskeligt at sammenligne den samfundsmæssige nytte af parallelimport mellem lande. Årsagen er, at der er væsentlig forskel på de enkelte landes lægemiddelsystemer og prisniveau. Når man anvender rapportens metode vil eksempelvis lægemidlernes gennemsnitlige prisniveau i det enkelte land være afgørende for, hvilket besparelsespotentiale, der er ved parallelimport. Lægemiddelstyrelsen har oplyst, at de danske priser på lægemidler generelt ligger under det tyske og engelske niveau. Dette medfører alt andet lige, at besparelsespotentialet er størst i forbindelse med parallelimport i England og Tyskland.

 

 

 

I rapporten forsøger man ligeledes at belyse, hvilke grupper der får størst økonomisk gevinst ved parallelimport. Det er imidlertid Lægemiddelstyrelsens vurdering at denne del af analysen hviler på et empirisk grundlag, der er for spinkelt til, at man kan drage generelle konklusioner.

 

Jeg vil derfor ikke kommentere rapportens vurderinger i denne henseende, men blot konstatere at det fremgÃ¥r af rapporten, at der er samfundsøkonomiske gevinster ved parallelimport, som brede dele af befolkningen har gavn af. Â