Indenrigs- og Sundhedsministeriet Dato:           21. august 2006 Kontor:        Internationalt kt. J.nr.             2006- Fil-navn:      S 5935
|
"Kan ministeren bekræfte oplysningerne i Politiken den 4. juli om, at embedslægerne har overladt stort set alle tilsynsbesøg på plejehjemmene til sygeplejersker, og mener ministeren, at denne udvikling er tilfredsstillende?"
Jeg skal indledningsvis henvise til min besvarelse af spørgsmål S 5936.
Det helt centrale i udførelsen af tilsyn med de sundhedsmæssige forhold på plejehjem m.v. er ikke, hvem der udfører dem, men om kvaliteten af tilsynsbesøgene er tilstrækkelig til, at plejehjemmenes driftsherrer – plejehjemsledelser og kommunalbestyrelser – med tilsynsrapporterne får et effektivt værktøj til at sikre de bedst mulige sundhedsmæssige rammer for plejehjemsbeboerne.
Sundhedsstyrelsen har i vejledning til embedslægeinstitutionerne om tilsyn med plejehjem, plejeboligbebyggelser og tilsvarende boligenheder indgående beskrevet, hvilke elementer tilsynet skal omfatte, herunder sundhedsadministrative forhold, sundhedsfaglige og sundhedsrelaterede forhold, genoptræning, mobilisering, ernæring, hygiejne samt – når særlige grunde taler herfor – bygnings- og indeklimaforhold og visse forhold vedrørende personalets ansvarsområder og kvalifikationer.
På foranledning af det stillede spørgsmål har Sundhedsstyrelsen oplyst, at de sygeplejekonsulenter, der i øjeblikket udfører opgaver i embedslægeinstitutionerne, er særligt tilknyttet denne opgave og specielt kvalificerede og kompetente i forhold til plejehjemstilsynet. Det er sygeplejersker med lang praktisk erfaring fra området, som eksempelvis tidligere ledere af plejehjem.
Jeg ser derfor ingen anledning til at ændre på reguleringen af opgavevaretagelsen i forbindelse med udførelsen af tilsynet med de sundhedsmæssige forhold på plejehjem m.v.