Indenrigs- og Sundhedsministeriet Dato:           3. juli 2006 Kontor:        Lægemiddelkontoret J.nr.:            2006-13001-373 Fil-navn:      Dokument 3
|
"Vil ministeren oplyse, om det kan have sin rigtighed, at et apotek udleverer Pinex i stedet for Pamol, når kunden ønsker at anvende præparatet Pamol og priserne på de to præparater er enslydende?"
Jeg har ikke mulighed for hverken at bekræfte eller afkræfte, hvorvidt et apotek har udleveret Pinex i stedet for Pamol til en kunde i en situation, hvor lægemidlerne har kostet det samme, og hvor kunden samtidig har bedt om at få udleveret Pamol.
Jeg kan generelt oplyse, at apotekerne har pligt til at informere forbrugerne, såfremt der findes billigere alternativer til et apoteksforbeholdt håndkøbslægemiddel. Kunden kan imidlertid altid selv forlange at få udleveret præcis det håndkøbslægemiddel – eksempelvis Pamol – som vedkommende ønsker at få udleveret på apoteket.
For så vidt angår receptpligtige lægemidler og håndkøbslægemidler ordineret på recept, eksisterer der en egentlig substitutionspligt. Denne substitutionspligt indebærer, at apotekerne ved ekspedition af et sådant lægemiddel skal undersøge, om der findes et billigere lægemiddel, som er synonymt med det ordinerede og i givet fald udlevere det billigste lægemiddel. Substitutionspligten gælder dog ikke, hvis lægen på recepten har angivet, at der ikke må foretages substitution. Herudover kan apoteket vælge at udlevere det ordinerede lægemiddel, hvis prisforskellen mellem det ordinerede lægemiddel og det billigste lægemiddel i en substitutionsgruppe er inden for en nærmere fastsat bagatelgrænse.
Kunden kan – også når det gælde receptpligtige lægemidler og håndkøbslægemidler ordineret på recept fx Pinex eller Pamol – altid selv forlange at få udleveret et hvilket som helst andet af de substituerbare lægemidler, med mindre lægen har fravalgt substitution.