Departementet

Holmens Kanal 22

1060 København K

 

Tlf. 3392 9300

Fax. 3393 2518

E-mail [email protected]

 

MSL/ J.nr. 20-1362

Folketingets Sundhedsudvalg

 

 

 

 

 

Dato: 10. juli 2006

 

 

 

Under henvisning til Folketingets Sundhedsudvalgs brev af 13. juni 2006 følger hermed – i 5 eksemplarer – socialministerens svar på spørgsmål nr. 428 (SUU Alm. del).

 

­

 

 

Spørgsmål nr. 428:

 

”Vil ministeren ved henvendelse til landets kommuner oplyse, hvilke kommuner der har sendt henholdsvis ikke sendt plejehjemstilsynets rapporter til udtalelse hos ældreråd og bruger/pårørenderåd?”

 

 

Svar:

 

Efter servicelovens § 75 i, skal kommunalbestyrelsen årligt foretage mindst ét anmeldt og mindst ét uanmeldt tilsyn i kommunens plejehjem m.v. Tilsynet omfatter indsatsen over for de beboere og lejere, der modtager kommunale serviceydelser, som fx personlig og praktisk hjælp. Kommunalbestyrelsen udarbejder en tilsynsrapport til brug for opfølgningen efter hvert tilsynsbesøg, og tilsynsrapporterne skal offentliggøres og sendes i høring i bruger- og pårørenderådet.  

 

Som led i arbejdet med at styrke kvaliteten i ældreplejen har jeg taget initiativ til en undersøgelse af, om tilsynet med plejehjem m.v. efter serviceloven virker efter hensigten.

 

Formålet med undersøgelsen er at få undersøgt, hvordan tilsynet fungerer på landets plejehjem m.v., samt hvilken funktion bruger- og pårørenderådene har i forhold til tilsynet. Hensigten er - blandt andet på grundlag af undersøgelsen – at iværksætte en indsats, der kan sikre et bedre tilsyn på landets plejehjem m.v.

 

Der vil være tale om en stikprøveundersøgelse. Undersøgelsen forventes afsluttet ultimo 2006.

 

Det vil således være et element i undersøgelsen at få beskrevet, om kommunerne overholder servicelovens regler om at inddrage ældrerådet og bruger- og pårørenderådene. Jeg finder derfor ikke grundlag for at rette særskilt henvendelse til alle landets kommuner om dette spørgsmål.

 

Indenrigs- og Sundhedsministeriet har om det sundhedsfaglige tilsyn oplyst følgende i relation til spørgsmålet:

 

”Ifølge lov om embedslæger § 6 a, stk. 2, skal embedslægeinstitutionen efter hvert plejehjemstilsyn udarbejde en tilsynsrapport om de sundhedsmæssige forhold på plejehjemmet m.v. til brug for plejehjemmets og kommunens opfølgning på konstaterede fejl og mangler ved de sundhedsmæssige forhold. Tilsynsrapporten sendes endvidere til bruger- og pårørenderådet og til det kommunale ældreråd.

 

Hverken ministeriet eller Sundhedsstyrelsen er bekendt med tilfælde, hvor bruger- og pårørenderådet eller ældrerådet ikke som foreskrevet har modtaget tilsynsrapporten om sundhedsmæssige forhold fra tilsynet med kommunens plejehjem.

 

Indenrigs- og Sundhedsministeriet har ikke oplysninger om hvilke kommuner, der har eller ikke har sendt Plejehjemstilsynets rapporter til udtalelse hos ældreråd og bruger- og pårørenderåd.”

 

 

 

Eva Kjer Hansen

 

 

 

/Morten Starch Lauritsen