Dato:            28. juni 2006

Kontor:         Sundhedspolitisk kt.

J.nr.:             2004-1221-53

Sagsbeh.:   tfp

Fil-navn:       Dokument 2

 


Besvarelse af spørgsmål nr. 416 (Alm. del), som Folketingets Sundhedsudvalg har stillet til indenrigs- og sund­hedsministeren den 9. juni 2006

 

Spørgsmål 416:

"Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 30. april 2006 fra Patientforeningen Privathospitalernes Venner vedrørende ligestilling mellem private og offentlige sygehuse, jf. alm. del – bilag 474."

 

Svar:

I henvendelsen til Folketingets Sundhedsudvalg giver Patientforeningen Privathospitalernes Venner bl.a. udtryk for, at man håber, at privathospitalerne snart vil blive ligestillet med de offentlige ejede hospitaler. Det anføres, at patienterne skal have frihed til at vælge behandlingssted. 

 

Jeg er helt enig i, at det er vigtigt, at patienterne har mulighed for at vælge mellem forskellige behandlingssteder, bl.a. med det formål at sikre korte behandlingstider. Reglerne om frit sygehusvalg giver patienterne mulighed for frit at vælge mellem behandling på alle offentlige sygehuse og afdelinger samt en række private specialsygehuse.

 

Er der mere end 2 måneders ventetid i det offentlige sygehusvæsen, kan patienterne efter reglerne om udvidet frit sygehusvalg vælge behandling på private sygehuse og klinikker her i landet samt sygehuse i udlandet, som har en aftale med amterne om den behandling, der skal foretages.

 

Patienterne har derfor allerede i dag en stor grad af valgfrihed til sygehusbehandling. Jeg kan oplyse, at regeringen med virkning fra 1. oktober 2007 vil forbedre det udvidede frie sygehusvalg, så patienterne får ret til frit valg, såfremt det offentlige sygehus ikke kan klare behandling inden for 1 måned.

 

Jeg lægger vægt på, at der er de rigtige rammer og incitamenter for udviklingen af behandlingstilbuddene på de private sygehuse og klinikker. Jeg har derfor nedsat et udvalg, som skal fremlægge forslag til takststrukturer, der sikrer dette.