Dato:            26. juli 2006

Kontor:         Regional sundhed

J.nr.:             2006-12140-206

Sagsbeh.:   LCH

Fil-navn:       Dokument 2

 


Besvarelse af spørgsmål nr. 398 (Alm. del), som Folketinget - Sundhedsudvalget har stillet til indenrigs- og sund­hedsministeren den 26. maj 2006

 

Spørgsmål 398:

"Kan ministeren bekræfte, at ca. 2 pct. af børne- og ungepopulationen har behov for psykiatriske ydelser, og vil ministeren oplyse, hvad det vil koste at gennemføre en behandlingsgaranti for et sådant antal børn og unge?"

 

Svar:

Jeg har modtaget følgende bidrag fra Sundhedsstyrelsen, som jeg kan henholde mig til:

 

”Sundhedsstyrelsen skal indledningsvis henvise til styrelsens bidrag til besvarelse af spørgsmål nr. 397, samt styrelsens statusrapport for børne- og ungdomspsykiatri samt spiseforstyrrelser 2006. Uddybende kan det anføres, at der foreligger en række undersøgelser, der finder, at ca. 10 % af børnepopulationen har brug for en eller anden form for bistand i relation til psykiske problemstillinger inkl. indlæringsproblemer.

 

Det kan dog ikke tolkes som, at hvert 10. barn har behov for henvisning til specialiseret børne- og ungdomspsykiatrisk undersøgelse og behandling. Mange af disse problemer bør kunne håndteres i de primære led f.eks. i de pædagogisk-psykologiske rådgivninger.

 

Undersøgelserne tyder dog på, at op mod 2 % af en børne- og ungepopulation kan have behov for bistand i relation til forskellige typer psykiske vanskeligheder. Det må imidlertid fortsat anses for noget uklart hvor stor en andel af denne gruppe, der har behov for ydelser fra den specialiserede børne- og ungdomspsykiatri i sygehusvæsenet. Dette vil dels afhænge af den specifikke karakter af de psykiske vanskeligheder og af arbejdsdelingen med den primære sektor.”

 

For så vidt angår spørgsmålet om omkostningerne ved en behandlingsgaranti henviser jeg til mit svar på spørgsmål nr. 397, hvoraf det bl.a. fremgår, at det ikke forekommer realistisk på kort sigt at udvide aktiviteten så voldsomt, at en behandlingsgaranti vil kunne efterleves.