Dato:            27. juni 2006

Kontor:         Sundhedspolitisk kt.

J.nr.:             2006-1200-118

Sagsbeh.:   HBG

Fil-navn:       s 395 alm. del

 


Besvarelse af spørgsmål nr. 395 (Alm. del), som Sundhedsudvalget har stillet til indenrigs- og sund­hedsministeren den 24. maj 2006

 

Spørgsmål 395:

"Ministeren bedes kommentere vedlagte artikler fra Ekstra Bladet den 21. maj 2006 ” Døden på sygehuset” og ”Lægerne slog min mor ihjel".”

 

Svar:

Jeg skal indledningsvis understrege, at jeg naturligvis ikke kan gå ind i den konkrete sag, som er omtalt i de to artikler i Ekstra Bladet.

 

De pårørende har mulighed for at klage til det lokale patientkontor eller til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn. Patientkontoret kan informere, vejlede og rådgive f.eks. om klageadgangen inden for sundhedsvæsenet. Patientklagenævnet kan tage stilling til, om der er grundlag for at kritisere den faglige behandling, som er udøvet af de sundhedspersoner, der klages over. Ved faglig virksomhed forstås det arbejde, der udføres af forskelligt sundhedspersonale. Det kan f.eks. være undersøgelse, behandling, udfærdigelse af erklæringer mv.

 

Det er altid kedeligt at høre, når sundhedsvæsenet fejler, for det har store konsekvenser for de mennesker, som det berører – herunder de pårørende. Og selv om forekomsten af fejl og utilsigtede hændelser på de danske sygehuse ligger på niveau med udlandet, er det ikke tilfredsstillende.

 

Regeringen har iværksat flere tiltag, som sigter mod at forbedre patientsikkerheden og højne kvaliteten af det danske sundhedsvæsen i det hele taget.

 

For det første har vi taget initiativ til Lov om patientsikkerhed i sundhedsvæsenet, der forpligter sundhedspersonalet til at rapportere fejl og utilsigtede hændelser i sygehusvæsenet med henblik på at andre sundhedspersoner kan lære af disse hændelser. Patientsikkerhedsordningen evalueres i øjeblikket bl.a. for at undersøge, hvordan patienter og pårørende og primærsektoren kan inddrages i ordningen for at få det bredest mulige grundlag for læring og dermed øget sikkerhed og kvalitet.

 

Et andet væsentligt tiltag er at øge åbenheden om kvaliteten på de enkelte sygehuse. Inden årets udgang skal det være muligt for patienter og andre interesserede at gå ind på en hjemmeside og sammenligne kvaliteten på sygehusene på en række områder. Det gælder både generelle forhold som hygiejne, fysiske rammer og patienttilfredshed. Men også kvalitetsindikatorer for de enkelte behandlinger – i første omgang bl.a. på hjerteområdet.