København, den 30. juni 2006

Lægemiddel j.nr.: 2006-13009-371


Overlæge Merete Nordentoft

Bispebjerg Hospital

Bispebjerg Bakke 23

2400 København NV


Kære Merete Nordentoft

 

Tak for brevet af 2. maj 2006, hvori du sammen med ledende psykolog Bente Hjorth Madsen fra Center for Selvmordsforebyggelse og skandinavisk salgschef Trine Lausen fra GlaxoSmithKline Consumer Healthcare har opfordret mig til på ny at overveje at indføre begrænsninger for salget af svage smertestillende lægemidler i håndkøb.  

 

Der er i jeres brev bl.a. henvist til stigningen i antallet af forgiftninger med svage smertestillende lægemidler og de positive erfaringer, som Storbritannien har haft med indførelse af begrænsninger i salget af store pakninger af sådanne lægemidler i håndkøb.   

 

Jeg kan oplyse, at jeg er opmærksom på, at antallet af indlæggelser som følge af forgiftninger med svage smertestillende lægemidler er steget meget.

 

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at jeg ønsker, at antallet af forgiftninger med svage smertestillende lægemidler bliver bragt ned. Jeg har derfor sammen med Lægemiddelstyrelsen og Sundhedsstyrelsen overvejet flere tiltag, herunder muligheden for at indføre receptpligt ved køb af store pakninger med sådanne lægemidler.     

 

I efteråret 2003 meddelte Lægemiddelstyrelsen mig, at man efter grundige overvejelser ikke havde fundet, at der var tilstrækkelig grund til at indføre receptpligt for køb af store pakninger med svage smertestillende lægemidler. Denne beslutning blev truffet på baggrund af faglige vurderinger foretaget af Lægemiddelstyrelsen og Sundhedsstyrelsen, som havde inddraget danske og udenlandske analyser og undersøgelser i beslutningsgrundlaget.

 

Jeg skal i den forbindelse bemærke, at de udenlandske erfaringer med indførelse af pakningsbegrænsninger ikke giver noget entydigt billede af, at der kan opnås en sikkerhedsmæssig fordel ved at gøre store pakninger af svage smertestillende lægemidler receptpligtige.  

 

Jeg kan f.eks. nævne, at erfaringerne fra Storbritannien viste, at antallet af selvmord og selvmordsforsøg med svage smertestillende lægemidler faldt efter indførelsen af pakningsbegrænsninger. Det samlede antal selvmord faldt imidlertid ikke. Faldet i antallet af selvmord begået med svage smertestillende lægemidler blev således opvejet af en stigning i antallet af selvmord begået med andre midler.

 

I forlængelse af beslutningen om ikke at indføre receptpligt ved køb af store pakninger af svage smertestillende lægemidler blev det besluttet at overveje, om der kunne iværksættes andre tiltag med henblik på at fremme sikkerheden ved brug af sådanne lægemidler, herunder med henblik på at nedbringe antallet af forgiftninger. 

 

Lægemiddelstyrelsen besluttede herefter med virkning fra den 1. oktober 2004 at stille krav om, at store pakninger med svage smertestillende lægemidler (med indholdsstofferne paracetamol og acetylsalicylsyre) skal være forsynet med denne advarsel:

 

click to open picture in new window

 

Jeg kan oplyse, at tekstboksen skal være minimum 15 x 27 mm. Teksten skal endvidere være sort omgivet af rød ramme.

 

Som det fremgår, er advarslen primært rettet mod forældre- og bedsteforældregenerationen, der således opfordres til at sikre, at lægemidlerne opvares forsvarligt, herunder ikke mindst i forhold til børn og unge.

 

Samtidig med indførelsen af kravet om mærkning med advarsel på de store pakninger iværksatte Danmarks Apotekerforening i samarbejde med Lægemiddelstyrelsen en praksis, hvorved apotekerne fik et øget ansvar for at informere kunderne om korrekt brug og forsvarlig opbevaring af svage smertestillende midler. 

 

Disse to tiltag er først slået igennem fuldt ud i 2005. Da der endnu ikke foreligger en endelig opgørelse over antallet af forgiftninger, herunder selvmordsforsøg og selvmord, i 2005, er det derfor endnu for tidligt at sige noget mere præcist om, i hvilken udstrækning disse tiltag har haft den tilsigtede effekt.

 

Afslutningsvis kan jeg oplyse, at jeg har bedt Lægemiddelstyrelsen om at følge udviklingen i antallet af forgiftninger med svage smertestillende lægemidler nøje. Jeg har ligeledes bedt Lægemiddelstyrelsen om at give mig en orientering om effekten af de iværksatte tiltag.

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Lars Løkke Rasmussen