Dato:           

Kontor:         Regional sundhed

J.nr.:             2006-1134-45

Sagsbeh.:   KWO

Fil-navn:       Dokument 1

 


Besvarelse af spørgsmål nr. 345 (Alm. del), som Folketingets Sundhedsudvalg har stillet til indenrigs- og sund­hedsministeren den 10. april 2006

 

Spørgsmål 345:

"Kan det have sin rigtighed, at en borger, der lider af en sjælden bindevævssygdom og har udgifter til medicin på 10.000 kr. om året, ikke kan få hjælp til at dække udgifterne og ligeledes ikke kan få hjælp til fysioterapi, selvom hun bliver henvist af egen læge?"

 

Svar: ”Hvis der er tale om tilskudsberettiget medicin, gives der tilskud efter sygesikringslovens regler om medicintilskud.

 

Det fremgår ikke af spørgsmålet, hvilken medicin den pågældende borger er i behandling med. Jeg kan derfor ikke oplyse, om det pågældende lægemiddel er tilskudsberettiget. Jeg kan imidlertid generelt oplyse, at Lægemiddelstyrelsen, efter ansøgning fra en patients læge, kan bevilge et såkaldt enkelttilskud til patientens køb af et lægemiddel uden generelt tilskud. Ved vurderingen af, om der skal ydes enkelttilskud, lægger Lægemiddelstyrelsen vægt på, om lægemidlet er af særlig behandlingsmæssig betydning for vedkommende person. Såfremt personen bevilliges enkelttilskud til det pågældende lægemiddel, er vedkommende stillet lige med situationen, hvor lægemidlet har generelt sygesikringstilskud.

 

Jeg har heller ikke ud fra spørgsmålet mulighed for at vurdere, om patienten har mulighed for supplerende hjælp efter sociallovgivningens regler.

 

For så vidt angår behandling hos fysioterapeut kan jeg henvise til, at den offentlige sygesikring yder tilskud til fysioterapeutisk behandling, der efter lægehenvisning udføres af en fysioterapeut, som praktiserer for den offentlige sygesikring. Sygesikringen yder et tilskud på 39,3 % af fysioterapeutens honorar som fastsat i overenskomsten mellem Sygesikringens Forhandlingsudvalg og Danske Fysioterapeuter.”