Dato:            11. maj 2006

Kontor:         Lægemiddelkontoret

J.nr.:             2006-13009-350

Sagsbeh.:   HBJ

Fil-navn:       Sp.338.doc

 


Besvarelse af spørgsmål nr. 338 (Alm. del), som Folketingets Sundhedsudvalg har stillet til indenrigs- og sund­hedsministeren den 7. april 2006

 

Spørgsmål 338:

"Ministeren bedes kommentere vedlagte artikel fra Ekstra Bladet den 27. marts 2006 ”Pisseligeglad med pille-bøde”, samt oplyse hvordan ministeren vil sikre, at loven om forbud bliver overholdt.”

 

Svar:

Af den omtalte artikel fremgår, at en forhandler af ulovlige og livsfarlige  slankepiller er glad for omtale af sit salg i Ekstra Bladet. Forhandleren har udtalt til avisen, at sådan omtale er gratis reklame, der kan medføre en indtjening, som langt overstiger en eventuel bøde fra Lægemiddelstyrelsen på højst 10.000 kr.

 

I artiklen anføres desuden, at sagen drejer sig om ulovlige slankepiller med et indhold af 25 gange så meget efedrin, som slankepillen Letigen. Dette lægemiddel blev fjernet fra markedet i 2002 på grund af indberetning af flere alvorlige bivirkninger i forbindelse med brugen.

 

Generelt til artiklen kan jeg oplyse, at et lægemiddel er ulovligt, når det sælges eller udleveres uden en markedsføringstilladelse i medfør af lægemiddellovens § 7. Selve forhandlingen kan også være ulovlig, såfremt virksomheden ikke har den eller de fornødne tilladelser til håndtering af lægemidlet i henhold til lægemiddellovens § 39, stk. 1.

 

Jeg har i anledning af spørgsmålet indhentet følgende udtalelse fra Lægemiddelstyrelsen, som jeg kan henholde mig til:

 

”Lægemiddelstyrelsen er i den seneste tid blevet opmærksom på en række sager om ulovlig forhandling af slankeprodukter, der indeholder stoffet efedrin.

 

Sager om ulovlig forhandling af produkter, der kan indebære en sundhedsfare – som det bl.a. er tilfældet for produkter, der indeholder efedrin – overdrages normalt til politiet med indstilling om, at forhandleren idømmes en bøde for overtrædelse af lægemiddelloven.

 

Lægemiddelstyrelsens indstilling om bødeniveau, herunder om en eventuel fortjeneste ved det ulovlige salg skal konfiskeres i medfør af straffelovens bestemmelser, beror på en konkret vurdering af hver enkelt sag. Lægemiddelstyrelsen har i lyset af de seneste sager på området skærpet sin praksis i forbindelse med sådanne indstillinger, således at der indstilles højere bøder til politiet, og at styrelsen mere rutinemæssigt indstiller, at en eventuel fortjeneste konfiskeres.”

 

Supplerende kan jeg oplyse, at jeg i øjeblikket overvejer initiativer, som kan

styrke Lægemiddelstyrelsens kontrol og retshåndhævelse på området – og dermed medvirke til at standse den ulovlige handel med lægemidler i Danmark.