Dato:            3. april 2006

Kontor:         Sundhedspolitisk kt.

J.nr.:             2003-12180-2

Sagsbeh.:   TK

Fil-navn:       Dokument 3

 


Besvarelse af spørgsmål nr. 294 (Alm. del), som Folketingets Sundhedsudvalg har stillet til indenrigs- og sund­hedsministeren den 14. marts 2006

 

Spørgsmål 294:

"Ministeren bedes oplyse status på tilmeldte til organdonorregisteret samt hvilke initiativer, der er iværksat for at skaffe flere donorer. "

 

Svar:

Den 1. januar 2006 havde ca. 465.000 personer valgt at tilkendegive deres holdning til organdonation ved tilmelding til donorregistret.

 

Tilmelding til donorregistret er blot én af tre ligeværdige måder at tilkendegive sin holdning til organdonation på. De andre måder er dels at udfylde et donorkort, som man bærer på sig, dels at fortælle om sin holdning til de pårørende. Desværre ved vi ikke, hvor mange der har tilkendegivet deres holdning på de to sidstnævnte måder.

 

Der afsættes årligt 1 mio. kr. til oplysningsindsats om organdonation samt 1 mio. kr. til udsendelse af tilmeldingskort til donorregistret sammen med sygesikringskort.  

 

Oplysningsindsatsen omfatter en indsats rettet dels mod befolkningen, dels mod sundhedspersonalet. Indsatsen til befolkningen retter sig dels mod unge og uddannelsesinstitutioner, dels mod befolkningen som helhed. Indsatsen til sundhedspersonalet omfatter tilskud til kurser for sundhedspersoner med henblik på at kunne håndtere en situation, hvor organdonation fra en hjernedød kan komme på tale.

 

I 2005 udmøntedes oplysningsindsatsen på følgende måde:

 

Transplantationsgruppen modtog tilskud til sine aktiviteter, som bl.a. omfatter at sætte emnet organdonation på dagsordenen i medierne. Transplantationsgruppens informatørkorps har gjort et stort arbejde for at informere og holde foredrag på arbejdspladser, uddannelsesinstitutioner mv. om organdonation. Informatørkorpset uddannes og ajourføres fagligt og pædagogisk via Transplantationsgruppens møder og kurser samt via Transplantationsgruppens hjemmeside www.transplantation.dk, som gruppen har udviklet og løbende reviderer og vedligeholder.

 

Der er anvendt midler til at udarbejde digitalt undervisningsmateriale til gymnasielærere i fagene dansk og samfundsfag. Undervisningsmaterialet er integreret i Undervisningsministeriets undervisningsportal EMU. Der er i alt 8 opgaver i fagene dansk og samfundsfag, der alle er udarbejdet efter Undervisningsministeriets vejledninger for de respektive fag. Til de enkelte opgaver er udviklet en lærervejledning. Derudover knytter der sig en materialeliste, som henviser til relevant litteratur, hjemmesider og billedmateriale.  

 

Der indførtes i 2005 mulighed for at tilmelde sig donorregistret via www.sundhed.dk. I forbindelse hermed indgik Transplantationsgruppen samarbejde med RUC-studerende og firmaet Brandt & Co. om en e-mail kampagne. Endeligt blev donorfolderen genoptrykt.

 

Indsatsen for sundhedspersonalet omfattede tilskud til deltagelse i de såkaldte EDHEP kurser (European Donor Hospital Education Programme), som skal uddanne læger og sygeplejersker ansat på afdelinger, hvor organdonation fra hjernedøde kan komme på tale, i at varetage disse forløb bedst muligt. Indsatsen for sundhedspersonalet omfattede også et af Sundhedsstyrelsen afholdt kursus/konference om vanskelige forløb og erfaringsudveksling om organdonation/transplantation. I kurset/konferencen deltog læger og sygeplejersker ansat på neurokirurgiske/neurointensive afdelinger og nøglepersoner på intensivafdelinger.

 

I 2006 planlægges disse oplysningsinitiativer fortsat. Det overvejes endvidere at supplere produktionen af fagrettet undervisnings- og informationsmateriale til skoler og gymnasier med informationsmateriale til visning/distribution via sygehuse, f.eks. vandreudstillinger.

 

For fem år siden blev gennemført en undersøgelse af befolkningens holdning til organdonation. Det overvejes at gentage en sådan undersøgelse. Det er erfaringen med disse holdningsundersøgelser, at de giver anledning til debat om emnet, og dermed til at flere tager stilling til spørgsmålet.

Â