Dato:            23. marts 2006

Kontor:         Sundhedspolitisk kt.

J.nr.:             2006-1510-19

Sagsbeh.:   HBG

Fil-navn:       s 290 alm. del

 


Besvarelse af spørgsmål nr. 290 (Alm. del), som Sundhedsudvalget har stillet til indenrigs- og sund­hedsministeren den 14. marts 2006

 

Spørgsmål 290:

"Kan ministeren bekræfte, at det er korrekt, at norske lægestuderende, der ikke har deres afsluttende eksamen fra et dansk universitet, men som har færdiggjort deres uddannelse i Norge, ikke kan deltage i trækningen om plads i den danske turnus-/praktikordning? I bekræftende fald, hvad er så begrundelsen herfor"

 

Svar:

Jeg har til brug for besvarelsen indhentet oplysninger fra Sundhedsstyrelsen. Sundhedsstyrelsen oplyser følgende:

 

”Ifølge gældende lovgivning fastsætter Sundhedsstyrelsen de nærmere regler for turnusordningen. Reglerne er fastsat i bekendtgørelse nr. 157 af 28. februar 2003 om lægers turnusuddannelsesforløb med efterfølgende ændringer.

 

Af bekendtgørelsens § 3 fremgår det, at lægestuderende ved de sundhedsvidenskabelige fakulteter i Danmark kan tilmelde sig den i § 1 omtalte turnusordning efter at have indstillet sig til den lægevidenskabelige kandidateksamen.

 

Tilmelding til turnusordningen kan kun ske én gang.

 

Den danske turnusordning er baseret på en aftale om en 100 % dimensionering. Det vil sige, at der skal tilvejebringes et turnusforløb til enhver lægestuderende, som færdiggør sit medicinstudium ved et dansk universitet.

 

Som systemet er udformet i dag, skal den studerende i løbet af det sidste studieår lade sig registrere på sit respektive universitet med henblik på foreløbig tilmelding til afsluttende kandidateksamen/turnusordningen. På baggrund af denne registrering udmelder Sundhedsstyrelsen en foreløbig dimensionering til de tre Sekretariater for Lægelig Videreuddannelse, der har ansvaret for, hvilke forløb der kan opslås og vælges, og dermed ansvaret for at tilvejebringe det nødvendige antal turnusforløb.

 

På nuværende tidspunkt skal der findes mere end 800 turnusforløb årligt – et tal der er stigende som følge af det øgede antal lægestuderende ved de tre sundhedsvidenskabelige fakulteter i Danmark. Alle turnusforløb skal være godkendt til turnus – dvs. at lægerne skal kunne opnå de i turnusmålbeskrivelsen oplistede kompetencer.

 

Øges antallet af turnuskandidater ud over det antal, som færdiggør deres uddannelse i Danmark, kan der hurtigt opstå kapacitetsproblemer, idet det ikke vil være muligt at skaffe et tilstrækkeligt antal turnuspladser, hvor lægerne kan opnå de ovennævnte kompetencer.

 

Såfremt man vælger give læger med udenlandsk uddannelse adgang til den danske turnusordning, vil det betyde et massivt pres på den danske turnusordning – med deraf følgende betydelige ventetider på at komme i turnus.

 

Endelig skal det nævnes, at der ikke er mulighed for at give norske lægestuderende adgang til den danske turnusordning uden samtidig at give øvrige EU- og EØS-borgere adgang til danske turnuspladser.”