Dato:           

Kontor:         Regional sundhed

J.nr.:             2006-11033-62

Sagsbeh.:   TNE

Fil-navn:       Dokument 2

 


Besvarelse af spørgsmål nr. 283 (Alm. del), som Folketingets Sundhedsudvalg har stillet til indenrigs- og sund­hedsministeren den 3. marts 2006

 

Spørgsmål 283:

"Flere og flere kræftpatienter overlever og står derfor med et behov for både genoptræning og rehabilitering. Kan ministeren bekræfte, at de undersøgelser Landspatientregistret har foretaget tyder på mangler, hvad angår de igangsatte genoptræningsplaner? Og vil ministeren oplyse, hvorledes situationen på området ser ud?"

 

Svar:

Jeg synes, det er meget glædeligt, at stadigt flere kræftpatienter helbredes for deres kræftsygdom. Ikke alle tidligere kræftpatienter er imidlertid klar til at vende tilbage til en almindelig hverdag med det samme. Mange har fysiske og psykiske problemer som følge af sygdommen og behandlingsforløbet.

 

I forlængelse af anbefalingerne i kræftplan II har regeringen og Dansk Folkeparti aftalt at sætte fokus på og styrke indsatsen på rehabiliteringsområdet. Med kommunalreformen styrkes kommunernes ansvar for rehabiliteringsindsatsen, og til at støtte denne proces er der afsat 40 mio. kr. til et partnerskab om kræftrehabilitering mellem Kræftens Bekæmpelse, Kommunernes Landsforening og de centrale sundhedsmyndigheder.

 

Partnerskabet skal sikre iværksættelsen af kommunale pilotprojekter inden for udvikling af rehabiliteringsmetoder, tilvejebringelse af evidens for rehabiliteringens effekt og videnspredning. Formålet er at sikre, at vi målrettet og systematisk får taget hånd om de problemer, mange helbredte kræftpatienter står tilbage med efter deres sygdomsforløb, så de opnår et selvstændigt og meningsfuldt liv med så få fysiske og psykiske begrænsninger som muligt. Partnerskabet er trådt sammen og vil indkalde ansøgninger fra kommunerne på prioriterede områder inden sommer.

 

Jeg er desuden bekendt med, at Klinisk Enhed for Sygdomsforebyggelse, Bispebjerg Hospital, har udarbejdet undersøgelsen ”Genoptræning efter udskrivelse – udbredelse og virkning” (december 2005), hvor der, på baggrund af data fra Sundhedsstyrelsens Landspatientregister, konkluderes, at der kun i begrænset omfang udarbejdes genoptræningsplaner. Det påpeges også i undersøgelsen, at det er tvivlsomt, hvorvidt Landspatientregistret giver et tilstrækkeligt retvisende billede af aktiviteterne på genoptræningsområdet. Det antages bl.a., at der kan foreligge underrapportering af antallet af genoptræningsplaner samt af genoptræningsaktiviteterne, der faktisk er udført i den omhandlede periode.   

 

Sundhedsstyrelsen oplyser, at der ikke i styrelsens regi er lavet undersøgelser af omfanget af genoptræningsplaner på baggrund af Landspatientregistrets data, og at styrelsen på nuværende tidspunkt ikke har sikker viden om kvaliteten af registreringerne af udarbejdelsen af genoptræningsplaner i sygehusvæsenet. Sundhedsstyrelsen arbejder på at forbedre Landspatientregistrets datakvalitet også på genoptræningsområdet. Sundhedsstyrelsen forventer desuden at offentliggøre data for hele det fysio- og ergoterapeutiske område i 2. kvartal 2006. Jeg skal henholde mig til det af Sundhedsstyrelsen oplyste.

 

Jeg vil i øvrigt gerne fremhæve, at der med kommunalreformen er fastlagt et klart kommunalt myndighedsansvar pÃ¥ genoptræningsomrÃ¥det samt et styrket grundlag for mere sammenhængende genoptræningsforløb pÃ¥ tværs af sektorerne. Det er derfor min klare forventning, at reformen samlet set vil understøtte, at ogsÃ¥ alle kræftpatienter fÃ¥r den genoptræning, som de har behov for.          Â