Indenrigs- og Sundhedsministeriet Dato:Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â 24. marts 2006 Kontor:Â Â Â Â Â Â Â Â Kommunal sundhed J.nr.:Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â 2006-11032-44 Fil-navn:Â Â Â Â Â Â svar spm nr 280
|
"Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 14. februar 2006 fra Dansk Handicap Forbund vedrørende bedre adgang til sundhedsklinikker og sygehuse, jf. alm. del bilag 298."
Jeg har anmodet Erhvervs- og Byggestyrelsen om en udtalelse. Det fremgår af denne udtalelse, at Byggelovgivningen sikrer, at der ved nybyggeri af erhvervs- og etageejendomme altid skal være niveaufri adgang, så kørestolsbrugere kan komme ind og rundt i bygningen. Der stilles desuden krav om, at der i bygninger med 2 etager over stueplan og derover skal installeres mindst én elevator, der kan betjene hver etage.
En udvidelse af elevatorkravet til også at gælde for bygninger med 1 etage over stueplan vil medføre betydelige omkostninger for såvel statslige som private bygherrer. De nugældende regler er således udtryk for en prioritering af ressourcerne, således at der skabes mest mulig tilgængelighed til nybyggeriet for pengene.
For at sikre forbedret tilgængelighed til eksisterende byggeri har regeringen med virkning fra 1. januar 2005 fået gennemført en ændring af byggelovgivningen. Lovændringen betyder, at der ved ombygninger i eksisterende byggeri, herunder sundhedsklinikker, skal etableres niveaufri adgang til bygningen, så blandt andet kørestolsbrugere får mulighed for at komme ind i bygningen. Den nye lov betyder således, at også den eksisterende bygningsmasse med tiden vil blive gjort tilgængelig.
En undersøgelse fra 2005 viser desuden, at Danmark generelt har et tilfredsstillende tilgængelighedsniveau sammenlignet med Holland, Sverige, Storbritannien og USA.
Jeg kan i øvrigt henvise til mit svar på spørgsmål nr. 252, alm. del.