Dato:            11. april 2006

Kontor:         Sundhedspolitisk kt.

J.nr.:             2005-12100-138

Sagsbeh.:   LDN

Fil-navn:       S 257 bem til henvend fra LLG.doc

 


Besvarelse af spørgsmål nr. 257 (Alm. del), som Folketingets Sundhedsudvalg har stillet til indenrigs- og sund­hedsministeren den 7. februar 2006

 

Spørgsmål 257:

"Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 25. januar 2006 fra Landsforeningen Læbe-Ganespalte vedrørende behandling af læbe-ganespalte patienter i den kommende struktur, jf. alm. del bilag 256."

 

Svar:

Landsforeningen Læbe-Ganespalte gør i brev af 25. januar 2006 opmærksom på, at Læbe-Ganespalte Centret i Københavns Amtskommune og Læbe-Ganespalte Centret under Taleinstituttet i Århus Amtskommune efter 1. januar 2007 kommer til at fungere under hver sin lovgivning. I øst vil lovgrundlaget således være sundhedsloven mens det i vest vil være lov om ændring af lov om folkeskolen mv., der udmønter kommunalreformen for så vidt angår specialundervisningsområdet. Foreningen anfører, at det er uhensigtsmæssigt, at centrene får forskelligt lovgrundlag, da de udfører samme opgaver.

 

Foreningen peger endvidere på, at forankringen af tilbuddet om rådgivning og vejleding ved en specialsundhedsplejerske til familier med læbe-ganespaltebørn er usikkert i Vestdanmark efter kommunalreformen, da amterne, hvor specialsundhedsplejerskerne vest for Storebælt er ansat, nedlægges.

 

Foreningen opfordrer derfor til, at Læbe-Ganespaltecenteret ved Taleinstituttet i Århus Amt i lighed med Læbe-ganespaltecenteret i Københavns Amt, drives efter sundhedsloven fra 1. januar 2007, og at de specialuddannede sundhedsplejersker kommer ind under centeret svarende til, hvad de er øst for Storebælt.

 

Jeg er enig med Landsforeningen Læbe-Ganespalte i, at det vil være bedst, at begge læbe-ganespaltecentre forankres i sundhedsloven, da de yder et specialiseret og komplekst behandlingstilbud, der har sammenhæng med det tilbud, disse patienter i øvrigt får i sygehusvæsenet.

 

Såfremt centrene forankres efter hver sin lovgivning fra 1. januar 2007, vil der efter min vurdering være risiko for, at tilbuddet til børn født med læbe-ganespalte fremover bliver forskelligt i Øst- og Vestdanmark, hvilket ikke vil være hensigtsmæssigt i betragtning af at, at der er tale om et specialiseret tilbud til en relativt lille patientgruppe.

Jeg vil derfor sørge for, at spørgsmålet om forankring af Læbe-Ganespalte Centret i Vestdanmark efter sundhedsloven tages op med de relevante myndigheder.

 

. / .


Jeg vedlægger kopi af mit svar til Landsforeningen Læbe-ganespalte af 4. april 2006, hvoraf dette fremgår.