Dato:           

Kontor:         Regional sundhed

J.nr.:             2006-11713-10

Sagsbeh.:   KWO

Fil-navn:       Dokument 4

 


Besvarelse af spørgsmål nr. 218 (Alm. del), som Folketingets Sundhedsudvalg har stillet til indenrigs- og sund­hedsministeren den 9. januar 2006

 

Spørgsmål 218:

"Er ministeren enig i, at personale, der har ansvar for pleje af svage ældre og for at assistere svage ældre med blandt andet mundhygiejne (og protesehygiejne) nødvendigvis må have nogen viden om og indsigt i mundpleje? Hvilke skridt vil ministeren tage, således at dette område inddrages på tilstrækkelig vis i de relevante uddannelser på social- og sundhedsområdet?"

 

Svar:

”Jeg har i anledning af spørgsmålet indhentet en udtalelse fra Sundhedsstyrelsen, der blandt andet oplyser, at helt generelt ligger ansvaret for pleje, herunder mundpleje, hos den lokale ledelse af den kommunale social- og sundhedsforvaltning, der kan udarbejde retningslinjer for at sikre kvaliteten af blandt andet mundplejen. Specielt for omsorgstandplejen har Sundhedsstyrelsen imidlertid i sine retningslinjer for den kommunale og amtskommunale tandpleje klart præciseret, at der vil være et betydeligt behov for et udstrakt tværfagligt samarbejde mellem tandplejens personale og de øvrige personalegrupper, som har etableret arbejdsrutiner og pligter vedrørende målgruppen. Det påhviler således tandplejepersonalet i omsorgstandplejen at samarbejde med de øvrige faggrupper i social- og sundhedsvæsenet, herunder medvirke til en hensigtsmæssig tilrettelæggelse af den indsats, der vedrører fælles klienter og de generelle sundhedsfremmende foranstaltninger for målgruppen.

 

Omsorgstandplejens samarbejdspartnere er først og fremmest social- og sundhedsforvaltningens personale. Hertil kommer ledelse og medarbejdere i de kommunale boformer, og for hjemmeboende personers vedkommende vil tandplejens samarbejdspartnere især omfatte hjemmeplejens personale. Det er i Sundhedsstyrelsens retningslinjer angivet, at det må sikres, at der fra disse grupper ydes den fornødne bistand til gennemførelse af omsorgstandplejen.

 

Sundhedsstyrelsen oplyser videre, at mundpleje er en del af den grundlæggende, basale pleje, og at den indgår i grunduddannelserne for alle plejegrupper, hvilket også fremgår af det lærebogsmateriale, som uddannelserne benytter.

 

Jeg kan henholde mig til Sundhedsstyrelsens svar”.