Besvarelse af spørgsmål nr.    204 (Alm. del), som  Sund- hedsudvalget    har    stillet    til    indenrigs-    og    sund- hedsministeren den 20. december 2005 Spørgsmål    204: "Ministeren  bedes  kommentere  vedlagte  artikel  fra  MetroXpress  den  12. december 2005 ”Patienter kræver fris ke læger” Svar: I  artiklen  i  MetroXpress  argumenterer  formanden  for   Patientforeningen Danmark Karsten Skawbo-Jensen for  at indføre standarder, der forhindrer læger  i  at  arbejde  mere  end  8  eller  10  timer  ad  gangen .  I  samme  artikel understreger  næstformand  for  Foreningen  af  Yngre  Læger,  Berit  Bjerre Handberg, at det øger kvaliteten i behandlingen, at det er samme læge, der følger patienten over længere tid. Beskæftigelsesministeriet  har  til  brug  for  min  besvarelse  af  spørgsmålet vedrørende lægers arbejdstider   oplyst følge nde: ”Det EU-retlige grundlag for reguleringen af lægers arbejds - og hviletid er direktiv 2003/88/EF om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden. Direktivet er blandt andet implementeret gennem lov om gen- nemførelse af dele af arbejdstidsdirektivet, jf. lovbekendtgørelse nr. 896 af 24. august 2004, og gennem Arbejdstilsynets bekendtgørelse om hvileprio - de og fridøgn mv. (bekendtgørelse nr. 324 af 23. maj 2002 som ændret ved bekendtgørelse nr. 611 af 25. juni 2003). Det fremgår af lovens § 1, stk. 1, at loven ikke finder anvendelse for løn- modtagere, der i medfør af kollektiv overen skomst er sikret de tilsvarende rettigheder i direktivet, og det er endvidere fastsat i femte kapitel i Arbejds- tilsynets bekendtgørelse, at arbejdsmarkedets parter under visse betinge l- ser kan aftale at nedsætte eller udskyde hvileperioder.   Læger,  der  e r  ansat  på  offentlige  sygehuse,  er  omfattet  af  en  kollektiv overenskomst,  der  implementerer  arbejdstidsdirektivet,  jf.  f.eks.  forhand- lingsprotokol vedrørende fornyelse af overenskomster/aftale pr. den 1. april 2005  inden  for  Foreningen  af  Yngre  Lægers  forh andlingsområde  indgået mellem Amtsrådsforeningen og Foreningen af Yngre Læger. Det er således overenskomstparterne, der har fastsat de gældende betingelser for lægers afvikling  af  hviletid,  rådighedsvagter  mv.,  herunder  forudsætningen  om  at hviletid afvikles med udgangspunkt i det enkelte ansættelsesfo rhold.” Indenrigs- og Sundhedsministeriet Dato: 18. januar 2006 Kontor: 2.s.kt. J.nr.: 2006-1213-36 Sagsbeh.: HBG Fil-navn: s 204 alm.del

2 I  henhold  til  overenskomsten  for  underordnede  læger  ( reservelæger,  1. reservelæger  og  afdelingslæger  )  kan  en  vagt  højst  udgøre  24  timer.    Den samlede tjeneste kan dog efter lokal aftale fastlægges til  25 timer i døgn, som går forud for en lørdag, søndag eller søgnehel   ligdag. Når en læge er på vagt, kan vedkommende højst arbejde 13 timer i gennemsnit, også når vagten er på 24 timer. Ved lokal aftale kan de 13 timer forhøjes til 16 timer. De resterende 11 timer (8 timer) er hviletid for lægen. En 24 timers vagt kan tilrettelægges som vagt fra vagtværelse, hvor l  æ gen opholder sig på hospitalet samtlige 24 timer eller som vagt fra egen bolig. Under vagten fra bolig kan lægen kontaktes telefonisk eller kald es til hospi- talet.  Ved  24  timers  vagter  både  fra  vagtværelse  og  fra  bolig  gælder,  at lægen maksimalt må arbejde aktivt i 13 timer (16 timer). Læger  kan  højst  have  én  24  times  vagt  fra  vagtværelse  hvert  6.  døgn  i gennemsnit i henhold til overenskomstens bestemmelser. I særlige ti lfælde – f.eks. ved lægemangel  – kan denne bestemmelse dog fraviges. Der gælder tilsvarende hviletidsbestemmelser for overlæger, der de  ltager i vagt. Det er i den forbindelse også vigtigt at understrege, at lov om udøvelse af lægegerning  (lægeloven)  indeholder  en  række  bestemmelser  om  lægers pligter. Sundhedsstyrelsen oplyser, at læger i henhold til lovens § 6 er fo r- pligtet til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed, herunder frasige sig op- gaver, som de ikke er i stand til at udøve forsvarligt. En tilsvarende forpli g- telse gælder også for flere andre grupper af sundhedspersoner. Der er tale om er en yderst konkret vurdering, der i denne sammenhæng skal foret a- ges  af  den  enkelte.  Det  vil  derfor  være  svært  fra  centralt  hold  at  o  pstille generelle regler for, hvornår den enkelte sundhedsperson ikke er i stand til at udvise den fornødne omhu og samvittighed sfuldhed.   Det er således de direkte involverede parter – dvs. arbejdsgiverne, de fag- lige  organisationer  og  de  enkelte  sundhedspersoner  –  der  inden  for  ram- merne af ovennævnte lovgivning  og overenskomster har ansvaret for den konkrete tilrettelæggelse af arbejdet på sygehusene. Jeg har tillid til, at det- te  sker  på  grundlag  af  en  saglig  vurdering,  hvor  hensynet  til  patienterne naturligvis kommer i første række.