Socialministeriet

Handicapenheden

J.nr. 610-660

Kmp/jub                                                                                                     19. januar 2006         

 

 

 

 

 

                                     DET TALTE ORD GÆLDER

Samrådsspørgsmål C:

 

 

Der er navnlig 2 temaer i Menneskerettighedscenterets rapport, som vedrører mit område:

 

 

 

Jeg er grundlæggende enig med Menneskerettighedscentret i, at handicappede skal kunne vælge boligform på samme måde som alle andre og på samme vilkår. Og jeg vil klart slå fast, at målet for alle mennesker – med eller uden handicap – er, at de skal bo i egen bolig.

 

Vi er imidlertid ikke ens. Nogle handicappede har - midlertidigt, eller måske over en længere periode, - nogle specifikke behov, som gør, at de ikke kan profitere af en almen bolig. Til dem har vi en række forskellige boformer, som kan imødekomme deres behov.

 

For kun 25 år siden var sovesale og nul privatsfære det almindelige vilkår for mange handicappede, f.eks. udviklingshæmmede. Sådan er det heldigvis ikke mere, men det er faktisk kun ca. 25 år siden, at amterne fik til opgave at afvikle de store centralinstitutioner og flytte beboerne ud i mindre enheder. Udlægningen af særforsorgen var en historisk milepæl i dansk handicappolitik. 

 

I forbindelse med udlægningen af særforsorgen fik kommunerne og amterne sammen forsyningsansvaret for boliger til handicappede. Ansvaret løftes i dag, dels ved at der bygges ældre- og handicapboliger efter almenboligloven, dels ved at der bygges boliger efter serviceloven.

 

Det er sådan, at vi har en bred palet af boligformer. Vi har først og fremmest almene boliger. Karakteristisk for almene boliger er, at der er klare krav til indretning og klare rettigheder og pligter forbundet med lejekontrakten.

 

Herudover har vi en række af forskellige boformer efter serviceloven. Vi har midlertidige botilbud, vi har akuttilbud som fx forsorgshjem, vi har længerevarende botilbud og som det nyeste skud på stammen har vi i 2005 indført en ny boform i form af udslusningsboliger. Karakteristisk for disse forskellige boformer er, at der ikke er specifikke kriterier til boligens indretning, og der indgås ikke en egentlig lejekontrakt med en udlejer.

 

Men spørgsmålet er, om vi har det rigtige match antalsmæssigt mellem almene boliger og botilbud efter serviceloven? Og hvor mange personer, der bor i et længerevarende botilbud, fordi amtskommunen ikke har haft kapacitet i den almene sektor til at give dem en almen bolig?

 

Da regeringen kom til i 2001, blev vi klar over, at området trængte til et løft. Min forgænger i embedet fik derfor lavet en undersøgelse af boligstandarden for kommunale og amtskommunale handicapboliger.  

 

Og ganske rigtigt. Det så ikke for godt ud!

 

Undersøgelsen viste, at hele 59 pct. af de amtskommunale boliger var på mellem 11-20 m², mens kun 18 pct. af disse boliger var større end 30 m². Hertil kom i nogle tilfælde fælles boligarealer.

 

Det så lidt bedre ud i kommunerne. 80 pct. af de kommunale handicapboliger var større end 30m², når man så bort fra fælles boligarealer.

 

Selvom kommuner og amter var nået et pænt stykke for at skabe bedre boligforhold for handicappede i forhold til, hvordan området så ud før 1980, havde regeringen altså overtaget et efterslæb på den front.

 

Vi besluttede derfor at indarbejde en bolighandlingsplan for handicappede i kommuneaftalerne for 2004. Her var og er det målsætningen, at der i perioden frem til udgangen af dette år skal nyopføres eller renoveres 700-1200 boliger til handicappede.

 

For at nå målsætningen har regeringen taget en række initiativer:

 

 

Med ansøgningsrunderne for 2004 og 2005 er der allerede givet tilsagn om støtte til 600 renoverede eller nyopførte boliger.

 

Mht. ansøgningsrunden for 2006 kan jeg fortælle, at Socialministeriet netop nu er i gang med at behandle ansøgningerne. Jeg forventer, at vi kan sende bevillingsbreve ud i næste måned.

 

Hvis vi forudsætter, at ansøgningsrunden for 2006 vil indebære tilsagn til mindst 100 boliger, vil vi derfor med denne pulje nå vores målsætning om de 700-1200 nye boliger.

 

 

Det foreløbige resultat af disse initiativer er, at vi allerede nu kan konstatere, at vi når målsætningen fra bolighandlingsplanen. Og det er naturligvis et stort skridt i den rigtige retning.

 

At udviklingen går den rigtige vej, kan vi også se af udviklingen i amterne. Amtsrådsforeningen har således opgjort, at op mod ¾ af de 11-12.000 amtskommunale boliger inden for en ganske kort årrække forventes at blive omdannet til almene ældreboliger. Det forudsætter naturligvis, at kommunerne i forbindelse med kommunalreformen viderefører amternes hidtidige ud- og ombygningsstrategi. Og intet tyder på, at de ikke vil gøre det.


De alt for mange små boliger, som dominerede for få år siden, er altså hastigt under afvikling. Jeg er enig i, at vi endnu ikke har det rette match mellem kommunale boliger og almene boliger, men udviklingen går klart i den rigtige retning - godt hjulpet af regeringens initiativer på området.

Menneskerettighedscenteret argumenterer for, at forskelle i boligstandard er diskriminerende. Det er da en ret interessant argumentation, som fører helt ud i det absurde. Der skal vi ikke ud, så lad mig bare sige, at tager man den argumentation for pålydende, må man faktisk afstå fra at forbedre boligstandarden noget sted, hvis man ikke kan forbedre alle boliger.

Der er en udvikling på vej i retning af, at almene boliger gradvist bliver den mest almindelige boligform for handicappede. Vi kan overveje, om vi skal speede op for denne proces og evt. tage nye initiativer op i forbindelse med satspuljeforhandlingerne.

 

Men noget andet er, at Centret da har ret i, at vi i så stort omfang som muligt kan og skal give handicappede og andre, der bor i længerevarende botilbud, så mange rettigheder fra lejeloven, som der meningsfuldt kan overføres. Det kunne f.eks. være at indføre varslingsregler om huslejestigninger eller regler om, at udgifterne til el specificeres eller helt andre ting. Det afgørende må være, om vi mener, at det kan udgøre en reel forbedring.

 

Jeg vil derfor sætte ministeriet i gang med at lave en udredning om det. Jeg vil orientere Socialudvalget, når vi har konkrete forslag, og så må vi i fællesskab se på, hvad vi kan gennemføre, og om vi kan finde finansiering i satspuljen.

Instituttet fremfører, at de længerevarende kommunale og amtskommunale botilbud efter serviceloven helt skal afskaffes, fordi der ikke er behov for dem. Det er jeg helt uenig i.

 

For der er handicappede, som i perioder ikke kan bo i en almen bolig med de deraf følgende pligter efter lejereglerne. Jeg tænker f.eks. på pligten til at behandle det lejede pænt og overholde husreglementet og udlejers ret til at smide de folk ud, som ikke overholder deres pligter.

 

Disse pligter kan ikke efterleves af alle handicappede i alle perioder af deres liv. Det kan f.eks. gælde for en gruppe yngre stærkt udadreagerende udviklingshæmmede eller sindslidende. Hvad skal der ske med dem, hvis det bliver nødvendigt at ophæve lejemålet, hvis de i en periode har en for stærkt udadreagerende adfærd? Hvad skal der blive af Peter, som i perioder har det så dårligt, at han råber og truer af andre mennesker?

 

Jeg synes, at det vil være ansvarsforflygtigelse fra det offentliges side, hvis vi forventer, at de til enhver tid kan tilpasse sig vilkårene i en udlejningsbolig.

 

Der er også behov for et antal kommunale boliger til dømte handicappede, der på grund af f.eks. udviklingshæmning ikke kan anbringes i fængsel under afsoningen. For den gruppe giver det ikke mening at tilbyde en lejekontrakt, som de kan opsige dagen efter, de er flyttet ind.

 

Jeg finder det altså nødvendigt at opretholde et antal § 92-boliger for at tilgodese disse gruppers særlige behov. Men jeg vil samtidig understrege, at det ikke betyder, at de nødvendigvis skal opretholdes, som de er. Også her må vi naturligvis arbejde for at sikre en rimelig boligstandard.

 

Og så til sidst til det andet centrale emne på Socialministeriets område, som rapporten omtaler.

 

Kommunernes har vide rammer for fastsættelse af serviceniveauer, også i forhold til handicapkompenserende ydelser, Ifølge Menneskerettighedscenteret skaber det en risiko for, at nogle handicappede begrænses alvorligt i deres mulighed for at deltage i samfundslivet på lige fod med andre.

 

Centret ønsker derfor, at lovgivning og kommunal administrativ praksis om handicapkompenserende ydelser granskes for at se, om det kommunale selvstyre bør begrænses for at sikre en mere effektiv beskyttelse af handicappedes rettigheder.

 

Det er rigtigt, at vi i Danmark i lovgivningen har lagt vægt på det kommunale selvstyre, og dermed, at der er forskellige serviceniveauer i de enkelte kommuner.

 

Det er regeringens opfattelse, at det kommunale selvstyre er uhyre vigtigt, og at det er med til at give de handicappede et bedre liv, end mekaniske standardløsninger kan.

 

Udgangspunktet for den sociale lovgivning er og bør være, at ethvert menneske er unikt. Det enkelte menneske skal derfor også mødes af systemet med en individuel vurdering. At det enkelte menneske er unikt vil også sige, at det er nødvendigt med skønsfastsættelser af ydelser, som det praktiseres i dag. Jeg mener ikke, at standardiserede ydelser vil medføre en bedre ydelsespolitik.

 

Der er ikke tvivl om, at det at leve med et handicap og få en dagligdag til at fungere er vanskeligt. Vi ved, at en del af vanskelighederne opstår i mødet med den offentlige sektor.

 

Derfor har jeg iværksat projektet ”Nye og nemmere veje”, som skal stå for en mere serviceorienteret handicappolitik, hvor der tænkes mere på tværs og i helheder. 

 

Et centralt redskab er fokus på én indgang til den offentlige sektor og ét stop til den rigtige løsning. Målet er også, at der skal ske en holdningsændring, så vi i højere grad fokuserer på løsninger frem for problemer. At vi ser ressourcer i stedet for begrænsninger.

 

Der er på satspuljen for 2006 afsat 34 mio. kr. til projektet. Vi vil inden for den nærmeste fremtid gå i gang med at konkretisere og formulere de enkelte projekter og tiltag. Det skal ske i samarbejde med organisationerne – primært De Samvirkende Invalideorganisationer og KL - og de øvrige ministerier.

 

Jeg håber, at vi med dette bredtfavnende projekt vil finde frem til måder, som kan vise, hvordan det kan blive lettere at få sine handicapkompenserende ydelser og dermed lette hverdagen for mange handicappede. 

 

Til slut vil jeg sige, at også kommunalreformen bringer os i den rigtige retning på handicapområdet. Det sker ved

 

 

Jeg synes derfor, at vi med alle de nævnte tiltag er pÃ¥ vej i den rigtige retning. Jeg forventer, at vi pÃ¥ sigt fÃ¥r den rigtige antalsmæssige fordeling mellem almene boliger og de længerevarende botilbud til handicappede, og at de, der ikke kan magte en almenbolig og derfor bor i et kommunalt botilbud, fÃ¥r sÃ¥danne rettigheder, som reelt vil stille dem bedre.Â