Departementet

Holmens Kanal 22

1060 København K

 

Tlf. 3392 9300

Fax. 3393 2518

E-mail [email protected]

 

ECO/ J.nr. 217-1015

Folketingets Socialudvalg

 

 

 

 

 

Dato: 12. september 2006

 

 

 

Under henvisning til Folketingets Socialudvalgs brev af 10. august 2006 følger hermed – i 5 eksemplarer – socialministerens svar på spørgsmål nr. 232 (SOU Alm. del).

 

­

 

 

Spørgsmål nr. 232:

 

”Ministeren bedes, i forlængelse af svaret på SOU alm.del - spørgsmål 142, give en uddybende vurdering af de problemstillinger samt de konkrete forslag fra Grenen som nævnes i notatet. I forlængelse heraf bedes oplyst, hvorvidt ministeren vil være imødekommende over for forslagene.”

 

 

Svar:

 

Jeg er enig i, at der er behov for at se på forholdene omkring ungdomssanktionen og forbedre indsatsen. På baggrund af forslagene fra Grenen, anbefalingerne fra ekspertgruppen om ungdomssanktionen og nu senest undersøgelsen ”Fokus på anvendelsen af de sikrede afdelinger”, arbejder jeg på, hvordan forholdene for de unge på de sikrede afdelinger kan forbedres, og jeg vil komme med et udspil til dette i efteråret 2006.

 

Jeg har - som nævnt i spørgsmålet - tidligere kommenteret på forslagene fra Grenen i mit svar på SOU alm. del - spørgsmål 142. Jeg vil derfor gerne henvise til min besvarelse af dette spørgsmål, hvor jeg gennemgår de kon-krete forslag, som Grenen kommer med, ét for ét.

 

Som det fremgår af mit tidligere svar, mener jeg ikke, at alle Grenens forslag er nødvendige og realistiske. Det gælder fx forslaget om, at ungdomssanktionen skal foregå på én institution.

 

Jeg vil dog gerne uddybe enkelte dele af min tidligere besvarelse.


Bufferpladser

Der er ikke noget i lovgivningen, som hindrer oprettelsen af bufferpladser. Antallet af pladser på sikrede afdelinger er blevet udvidet betragteligt de senere år. Alene fra 2004 til 2005 steg antallet af pladser med 23 pct. Om der er behov for yderligere pladser eller bufferpladser er noget de regionale råd og kommunerne kan drøfte i forbindelse med de årlige rammeaftaler, som de fremover skal indgå. Fremover vil kommunerne - som bruger pladserne - og regionerne - som driver de sikrede afdelinger - således regelmæssigt drøfte behovet og træffe aftaler om, hvilke forskellige typer af pladser, der er brug for.

 

Legemsbesigtigelse og undersøgelse af værelser

Jeg har i juni måned 2006 modtaget en henvendelse fra den sikrede institution Koglen på vegne af forstanderkredsen for de sikrede afdelinger, hvor de anmoder om, at de får mulighed for lovligt at visitere af de unges beklædning og bagage og mulighed for at ransage de unges værelser.

 

Det har givet mig endnu en anledning til at overveje denne problemstilling. Socialministeriet er derfor i gang med at undersøge de problemstillinger, som rejser sig i forbindelse med at give det pædagogiske personale mulighed for ransagning og legemsbesigtigelse med henblik på en eventuel lovændring.

 

 

 

Eva Kjer Hansen

 

 

 

/Nina Eg Hansen