Departementet

Holmens Kanal 22

1060 København K

 

Tlf. 3392 9300

Fax. 3393 2518

E-mail [email protected]

 

KMP/ J.nr. 649-1942

Folketingets Socialudvalg

 

 

 

 

 

Dato: 15. september 2006

 

 

 

Under henvisning til Folketingets Socialudvalgs brev af 4. juli 2006 følger hermed – i 5 eksemplarer – socialministerens supplerende svar på spørgsmål nr. 230 (SOU Alm. del).

 

­

 

 

Spørgsmål nr. 230:

 

”Ministeren bedes kommentere omdelte artikel fra Politiken den 3. juli 2006, jf. SOU alm. del bilag 365. Ministeren bedes i den forbindelse redegøre for de faglige begrundelser, Struer Kommune måtte have for at ændre på tilbuddet til de pågældende børn samt baggrunden for, hvorfor hverken forældrene til børnene eller det kommunale handicapråd tilsyneladende har været inddraget i forbindelse med beslutningen.”

 

 

Svar:

Artiklen i Politiken den 3. juli 2006, jf. SOU alm. del, bilag 365, berører en række problemstillinger og giver anledning til at kommentere på en række forhold.

 

Høringspligt af det kommunale handicapråd

Det følger af retssikkerhedsloven, at kommunalbestyrelsen skal høre det kommunale handicapråd om alle beslutninger, der vedrører handicapforhold, og som ikke relaterer sig til konkrete afgørelser i forhold til den enkelte person. Det fremgår af oplysningerne fra Struer Kommune, jf. vedlagte udtalelse af 10. august 2006, at der har været truffet en generel beslutning om at hjemtage børn med handicap.

 

En sådan generel beslutning forudsætter høring af det kommunale handicapråd.

 

Formålet med at indføre de kommunale handicapråd er netop gennem en dialog mellem kommunalbestyrelsen og lokale repræsentanter for handicaporganisationer og væsentlige handicapgrupperinger i handicaprådet at få fremtrukket alle væsentlige forhold af betydning for kommunalbestyrelsens beslutninger. Derved kan såvel de faglige som de økonomiske begrundelser for eventuelle ændringer blive belyst og eventuelle misforståelser undgås.

Det forhold, at kommunalbestyrelsens beslutning i givet fald skal følges op af afgørelser i forhold til de enkelte berørte personer, er ikke en saglig begrundelse for at undlade en høring af handicaprådet.

 

Jeg finder det således kritisabelt, at der ikke er sket en høring, og jeg har da også noteret mig, at kommunens kulturudvalg over for handicaprådet har beklaget fremgangsmåden.

 

Tilbud efter serviceloven

Det ligger inden for den enkelte kommunalbestyrelses kompetence at træffe beslutninger om den generelle tilrettelæggelse af de tilbud efter serviceloven, som kommunalbestyrelsen har myndighedsansvar for. Kommunalbestyrelsen kan således oprette og nedlægge sådanne generelle tilbud. Ved tilrettelæggelsen af sådanne tilbud kan kommunalbestyrelsen ud over de mere faglige hensyn tillige lade indgå andre forhold, herunder af geografisk og økonomisk karakter. Kommunalbestyrelsen har ansvar for, at den samlede vifte af tilbud lever op til lovens krav, herunder krav om faglighed, i forhold til de borgere, kommunalbestyrelsen har myndighedsansvar for.

 

I forhold til et barn eller en ung med handicap skal der tages udgangspunkt i den enkelte persons behov, herunder for en indsats af specialiseret personale. Disse individuelle behov skal tilgodeses. Der kan ikke gives et mere entydigt svar på, om de fysiske rammer for en sådan specialiseret indsats bør være i et mere generelt tilbud, der med særlige ressourcer er gjort rummeligt, eller i et specialiseret tilbud.

 

Hvis behovet for støtte til et barn med handicap kan tilgodeses i et rummeligt fællesskab med andre børn uden (samme) handicap, kan et sådant fællesskab måske støtte barnets udvikling bedre, end hvis barnet primært indgår i et socialt fællesskab med andre børn med handicap. På den anden side kan et barn med handicap have behov for at være sammen med andre, der har et tilsvarende handicap.

 

 

 

 

Eva Kjer Hansen

 

 

 

/Karin Munk Petersen

 

 

 

Bilag vedlagt:

Høringssvar fra Struer Kommune