Besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 180 af 18. april 2006 fra Folketingets Socialudvalg (Alm. del).

 

Spørgsmål:

 

          ”Ministeren bedes oplyse, hvorledes en ny paragraf i straffeloven, der forbyder køb af sex hos prostituerede, der er ofre for menneskehandel, kan formuleres. I den forbindelse ønskes oplyst, hvorledes man i denne type sager kan operere med uagtsomhed.”

 

Svar:

 

En ændring af straffeloven som nævnt i spørgsmålet ville i givet fald f.eks. kunne udformes som en tilføjelse til § 223 a om køb af seksuelle ydelser hos personer under 18 år:

 

”§ 223 a. Den, der som kunde mod betaling eller løfte om betaling har samleje med en person under 18 år eller med en person, der udnyttes under de i § 262 a nævnte omstændigheder, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.”

 

Bestemmelsen ville i givet fald finde tilsvarende anvendelse med hensyn til anden kønslig omgængelse end samleje og med hensyn til kønslig omgængelse med en person af samme køn, jf. straffelovens § 224 og § 225.

 

Efter Justitsministeriets opfattelse må det antages, at det i praksis ofte ville være vanskeligt at bevise, at gerningsmanden havde det fornødne forsæt med hensyn til, at den pågældende prostituerede var offer for menneskehandel i straffelovens forstand.  

 

Med hensyn til, hvordan man i disse sager ville kunne operere med uagtsomhed, skal Justitsministeriet anføre, at en straffebestemmelse om uagtsomt køb af sexuelle ydelser hos en person, der er offer for menneskehandel, i givet fald i overensstemmelse med almindelige lovgivningsprincipper bør udformes således, at det med den fornødne klarhed kan angives, hvilke objektive forhold en prostitutionskunde skal være særligt agtpågivende overfor ved købet af den seksuelle ydelse. Det vil i den forbindelse kunne være relevant at overveje, hvilke muligheder der i praksis vil være for at fastslå, at kunden burde have været opmærksom på de pågældende forhold.