Besvarelse af spørgsmål nr. 175 fra Folketingets Socialudvalg (Alm. del).

 

Spørgsmål:

 

”Ministeren bedes kommentere vedlagte artikel fra Fagbladet 3F om Københavns Politis prioritering af indsatsen mod kvindehandel.”

 

Svar:

 

Justitsministeriet skal henvise til den udtalelse fra Politidirektøren i København, der fremgår af min samtidige besvarelse af spørgsmål nr. S 3547 fra medlem af Folketinget Kisten Brosbøl (S), hvor Politidirektøren i København har oplyst følgende:

 

”Ved Danmarks indtræden i Schengen-samarbejdet i 2001 blev der i Lufthavnen etableret den såkaldte Ekstern Schengen Gruppe, der havde følgende tre hovedopgaver:

 

·        ind- og udrejsekontrol i Københavns havn (færge til Polen m.m.)

·        kontrol af krydstogtsskibene i sommersæsonen

·        baglandskontrol i hele Københavns politikreds

 

Størrelsen af gruppen har varieret afhængig af arbejdsopgaverne, men gruppen var i efteråret 2005 på 10 polititjenestemænd.

 

I efteråret 2005 blev den eksisterende Ekstern Schengen Gruppe nedlagt blandt andet for at skabe mulighed for en mere fleksibel anvendelse af medarbejderne.

 

Gruppens opgaver i Københavns havn overgik til Lufthavnens almindelige vagthold, mens ansvaret for baglandspatruljeringen overgik til Station Amager, Station Bellahøj og Station City.

 

Denne organisatoriske ændring medførte en decentralisering af opgaverne, som skabte en større sammenhæng med de øvrige lokale strategier og prioriteringer.

 

Der blev bibeholdt 1 medarbejder fra den gamle Schengengruppe i en nyoprettet stilling som koordinator for baglandspatruljen. Denne person har et tæt samarbejde med Station Amager, Station Bellahøj og Station City og andre relevante afdelinger i Københavns Politi og medvirker til, at der fortsat gennemføres en forsvarlig baglandspatruljering i stationernes områder (kiosker, pizzeriaer, bordeller, gademusikanter, turistbusser mv.).

 

Stationerne udfører kontrollerne i samarbejde med baglandskoordinatoren, der fungerer som tovholder og vidensperson.

 

Det er Københavns Politis opfattelse, at baglandspatruljen – og dermed indsatsen med de udenlandske prostituerede – på ingen måde er blevet dårligere som følge af omstruktureringen. Tværtimod er den blevet mere kvalificeret og målrettet, og det kan i den forbindelse oplyses, at der i marts måned er gennemført adskillige kontroller af en række ”bordeller” i København. I den forbindelse er to personer blevet sigtet og varetægtsfængslet for rufferi.

 

Københavns Politi har en særskilt operationsplan for indsatsen i prostitutionsmiljøet, herunder indsatsen mod kvindehandel og organiseret rufferivirksomhed.

 

Det fremgår blandt andet af denne operationsplan, at det er den strategiske hensigt gennem en målrettet indsats at fortsætte kortlægningen af området og at fastholde og om muligt udbygge overblikket over prostitutionsmiljøet og specielt være opmærksom på, om de implicerede kvinder bliver udsat for vold eller tvang i forbindelse med deres virksomhed.

 

Københavns Politi har stor fokus på dette kriminalitetsområde, og Københavns Politi arbejder desuden på at fastholde og udbygge samarbejdet med eksterne institutioner og organisationer ikke mindst med henblik på at sikre de prostituerede bedst muligt.”