Minister for Ligestilling- Ligestillingsafdelingen

Holmens Kanal 22

1060 København K

 

Tlf. 3392 3311

Fax. 3391 3115

E-mail [email protected]

 

TLP/ J.nr. D.2.3.10

Folketingets Socialudvalg

 

 

 

 

 

Dato: 29. maj 2006

 

 

 

Under henvisning til Folketingets Socialudvalgs brev af 30. marts 2006 følger hermed – i 5 eksemplarer – minister for ligestillings supplerende svar på spørgsmål nr. 155 og 157 (SOU alm. del).

 

­

 

Spørgsmål nr. 155:

 

”Ministeren bedes oplyse, om Danmark, efter ministerens opfattelse, har et medansvar for at forebygge tvangsprostitution og menneskehandel i forbindelse med store internationale sportsbegivenheder som eksempelvis OL og VM i Fodbold, også set i relation til at der ofte deltager både danske sportsfolk og tilskuere ved disse begivenheder?”

 

 

Svar:

 

Idet der henvises til mit foreløbige svar på spørgsmål nr. 155 (SOU alm. del) af 2. maj 2006, har jeg modtaget følgende bidrag fra Justitsministeriet, som jeg kan henholde mig til.

 

Justitsministeriet har i den anledning oplyst følgende:

 

”På rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 1.-2. december 2005 godkendte EU’s justits- og indenrigsministre en handlingsplan om bedste praksis, standarder og procedurer for forebyggelse og bekæmpelse af menneskehandel. På det seneste rådsmøde med deltagelse af EU’s justits- og indenrigsministre (rådsmødet den 27.- 28. april 2006) havde ministrene en drøftelse af status for gennemførelsen af handlingsplanen, som bl.a. førte til, at ministrene fandt behov for at opdatere handlingsplanen, navnlig således at den også skal omfatte specifikke forholdsregler over for menneskehandel i forbindelse med større internationale arrangementer, herunder sportsarrangementer.

 

Det fremgår bl.a. af konklusionerne fra det nævnte rådsmøde, at EU-medlemsstaterne – i lyset af den kendsgerning, at større internationale arrangementer, herunder sportsarrangementer har vist sig at udgøre en risiko for at bidrage til en midlertidig stigning i menneskehandlen – vil udveksle bedste praksis på grundlag af deres tidligere erfaringer og træffe foranstaltninger til at udvide deres samarbejde for at forebygge og bekæmpe stigningen i menneskehandlen, navnlig med henblik på seksuel udnyttelse.

 

Rådet noterede sig endvidere med tilfredshed de foranstaltninger, som Tyskland har truffet i forbindelse med verdensmesterskabet i fodbold 2006, og Tysklands tilsagn om at aflægge rapport om sine erfaringer efter verdensmesterskabet, således at disse kan benyttes som grundlag for at udarbejde bedste praksis på dette område med henblik på fremtidige arrangementer. Samtidig pegede Rådet på en række foranstaltninger, som medlemsstater, der afholder større internationale arrangementer, bør overveje at træffe, inden arrangementet afholdes, herunder i forhold til samarbejde med andre medlemsstater og relevante EU-organer.

 

Der henvises i øvrigt til de pågældende rådskonklusioner, som vedlægges i kopi.”

 

 

Spørgsmål nr. 157:

 

”Ministeren bedes, i forlængelse af svaret på SOU alm. del – spørgsmål 114, oplyse baggrunden for, at forebyggelse og bekæmpelse af menneskehandel og tvangsprostitution i forbindelse med fodbold-VM er at betragte som et internt tysk anliggende, når eksempelvis forebyggelse og bekæmpelse af hooliganisme i forbindelse med denne type begivenheder betragtes som et internationalt problem, og ikke blot som et internt problem for den arrangerende nation, og som derfor involverer mange forskellige både nationale og internationale myndigheder og organisationer?”

 

 

Svar:

 

Idet der henvises til mit foreløbige svar på spørgsmål nr. 157 (SOU Alm. del) af 2. maj 2006, har jeg indhentet ovennævnte bidrag fra Justitsministeriet, som jeg kan henholde mig til. Der henvises således til min besvarelse af spørgsmål nr. 155. 

 

 

 

 

 

                       Eva Kjer Hansen

 

 

                                                                    /                      Vibeke Abel

 

 

Bilag vedlagt: Rådets konklusioner om forebyggelse og bekæmpelse af menneskehandel på grundlag af EU’s handlingsplan, herunder menneskehandel i forbindelse med større internationale arrangementer.