Departementet

Holmens Kanal 22

1060 København K

 

Tlf. 3392 9300

Fax. 3393 2518

E-mail [email protected]

 

SEI/ J.nr. 040-868

Folketingets Socialudvalg

 

 

Dato: 25. april 2006

 

 

 

Under henvisning til Folketingets Socialudvalgs brev af den 22. marts 2006 følger hermed – i 5 eksemplarer – socialministerens svar på spørgsmål nr. 145 (SOU Alm. del).

 

­

 

 

Spørgsmål nr. 145:

 

”Ministrene bedes kommentere vedlagte artikel fra Dagbladet Køge/Ringsted/Roskilde Tidende den 3. marts 2006 "Det tager livet af én".”

 

 

Svar:

 

Jeg kan ikke behandle eller træffe afgørelse i konkrete sager, men kan i stedet beskrive de generelle regler om tilkendelse af førtidspension.

 

Kriteriet for at tilkende førtidspension er, at borgerens arbejdsevne er varigt nedsat i forhold til ethvert erhverv. Man kan først tilkendes førtidspension, når det er dokumenteret, at arbejdsevnen ikke kan forbedres ved aktivering, revalidering eller behandling. Man kan heller ikke tilkendes førtidspension, hvis man kan varetage et fleksjob.

 

Vurderingen af, om nedsættelsen af arbejdsevnen er varig, er helt central og et udtryk for, at førtidspension er en varig forsørgelsesydelse.

 

I førtidspensionssager indgår arbejdsprøvning som et redskab, der skal afklare borgerens ressourcer og barrierer i forhold til forskellige praktiske funktioner på arbejdsmarkedet. Arbejdsprøvning skal altså opfattes som en metode til at dokumentere, hvad borgeren kan og ikke kan.

 

Vurderingen af arbejdsevnen er en helhedsvurdering, hvor de lægelige oplysninger indgår som et delelement. Det er altså ikke kun de helbredsmæssige forhold, der lægges til grund for vurderingen af arbejdsevnen. Det skyldes, at mange mennesker har ressourcer, der kan anvendes på arbejdsmarkedet, på trods af deres helbredsmæssige begrænsninger.

 

 

 

I førtidspensionssager er lægens opgave at beskrive de helbredsmæssige forhold. Lægen har ikke tilstrækkelig kendskab til arbejdsmarkedet og støtte-muligheder efter den sociale lovgivning til at vurdere, om man har ret til førtidspension.

 

Det er kommunen der træffer afgørelse om førtidspension. Afgørelsen skal træffes ud fra en samlet vurdering af alle relevante oplysninger i sagen. Her indgår de helbredsmæssige forhold blandt en række andre vigtige elementer, når arbejdsevnen skal vurderes.

 

Hvis man er utilfreds med kommunens afgørelser, kan man klage til Det Sociale Nævn.

 

 

 

Eva Kjer Hansen

 

 

 

/Mikael Lynnerup Kristensen