Folketingets Socialudvalg

 

 

 

Svar på spørgsmål 134 (SOU - alm. del)                                                                 30. maj 2006

I brev af 24. februar 2006 har Socialudvalget stillet mig følgende spørgsmål:

 

Spørgsmål 134

”Ministeren bedes oplyse, hvor mange og hvilke børn, i den skolepligtige alder, der står uden for skolesystemet, og som derfor ikke modtager undervisning. I forlængelse heraf bedes ministeren oplyse, hvilke initiativer regeringen påtænker, således at så mange som muligt opfylder skolepligten?”

 

Svar:

Undervisningsministeriet har ikke indsamlet statistisk materiale om, hvor mange børn der ikke modtager undervisning.

 

Med regeringens udspil til bekæmpelse af den negative sociale arv har udsatte børn og unges skolegang høj prioritet. Jeg forventer, at der i år blandt andet bliver iværksat en undersøgelse om børn og unge uden et egentligt skoletilbud, hvor både omfanget af og årsagen til problemet søges nærmere belyst.

 

Jeg skal gøre opmærksom på, at det er kommunalbestyrelsen, der påser, at alle undervisningspligtige børn i kommunen indskrives i folkeskolen eller får en undervisning, der står mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen, jf. folkeskolelovens § 40, stk. 1, 1. pkt.

 

Elevers fravær fra undervisningen kan have mange forskellige årsager.

 

Det kan fx være fravær på grund af sygdom og lignende. Der er imidlertid også elever, der har et bekymrende fravær, og hvor dette fravær ikke skyldes sygdom. Elever kan fx have mange forsømmelser af kortere eller længere varighed eller meget lange fraværsperioder i forbindelse med fx udlandsophold, herunder selvbestaltet feriefravær.

 

Jeg skal i denne forbindelse pege på, at der ved lov nr. 360 af 19. maj 2004 om ændring af lov om folkeskolen blev indsat en bemyndigelse for undervisningsministeren til at fastsætte regler, der giver kommunerne og skolerne ensartede retningslinjer for registrering m.v. af elevers fravær. Disse regler er fastsat i bekendtgørelse nr. 393 af 26. maj 2005 om elevers fravær fra undervisningen i folkeskolen.

 

Jeg skal også henvise til, at socialministeren den 14. december 2005 har fremsat et forslag til lov om ændring af lov om social service og lov om en børnefamilieydelse (Styrkelse af forældreansvaret). Det fremgår af forslaget, at kommunalbestyrelsen under visse betingelser kan meddele forældremyndighedens indehaver et forældrepålæg, når der blandt andet foreligger oplysning om, at barnet eller den unge har ulovligt skolefravær, eller undervisningspligten i øvrigt ikke opfyldes.

 

Ud over elever, der har et bekymrende fravær, er der elever, der ikke modtager et egentligt skoletilbud fra kommunen. Der er navnlig tale om elever, hvis udvikling kræver en ganske særlig hensyntagen eller støtte, der ikke umiddelbart kan opfyldes i kommunens skoletilbud.

 

Til disse elever tilbydes der normalt enkeltmandsundervisning i kortere eller længere tid. Det er i bekendtgørelse nr. 1373 af 15. december 2005 om folkeskolens specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand, der træder i kraft den 1. januar 2007, blevet indskærpet, at kommunalbestyrelsen uden ophør skal undersøge muligheden for at henvise sådanne elever til et egnet tilbud på en almindelig folkeskole, en specialskole eller i et regionalt undervisningstilbud.

 

Jeg kan desuden oplyse, at spørgsmålet har været drøftet mellem Undervisningsministeriet og KL, som har givet tilsagn om at tage problemstillingen op i forbindelse med relevante møder med kommunale forvaltningschefer m.v.    

 

Denne besvarelse fremsendes i 5 eksemplarer

 

 

Med venlig hilsen

 

 

 

Bertel Haarder

 

 

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Kirsten Andresen

Kontorfuldmægtig

Direkte tlf. 3392 5092

[email protected]