J.nr.

                                                                                                                 

Text Box: j.nr. 06-046425
Dato :

 

 

 

 

Til

                          Folketingets Skatteudvalg

 

 

Hermed sendes svar på spørgsmål nr. 344, 345, 346, 347, 348, 349, 350, 351 og 352 af 23. maj 2006.

(Alm. del).

 

 

                          Kristian Jensen

 

 

                                                                              / Tina R. Olsen


Spørgsmål 344:

"Ministeren bedes oplyse hvor mange af SKAT´s medarbejdere der har deltaget i den såkaldte ønskerunde, og hvor mange heraf, der har fået opfyldt deres 1. prioritet"

 

Svar:

Der er i alt 1.928 ud af SKATs ca. 10.000 medarbejdere, der har afgivet ønske i ønskerunden om en anden placering eller anden opgave. 57 % af medarbejderne (svarende til ca. 1.100) har fået imødekommet deres 1. prioritet. 73 % af medarbejderne (svarende til ca. 1.400) har fået imødekommet ét af deres tre ønsker.

 

 

 


Spørgsmål 345:

"Ministeren bedes oplyse, hvor mange af de medarbejdere, der er blevet udpeget til ufrivillig forflyttelse, der har deltaget i ønskerunden og hvor mange af disse, der har fået opfyldt deres 1. prioritet”

 

Svar:

129 af de medarbejdere, der er blevet udpeget til uansøgt forflyttelse til Betalingscentret eller Kundecentret, har deltaget i ønskerunden. Nogle af medarbejderne har fået opfyldt deres ønske om en anden placering, indtil de skal forflyttes til Betalingscentret eller Kundecentret. Ingen af de udpegede medarbejdere har dog fået opfyldt et ønske om at komme til et andet sted end Betalingscentret eller Kundecentret.  

 

 


Spørgsmål 346:

"Ministeren bedes oplyse hvor mange flere medarbejdere, der skal tilføres inddrivelsesområdet, ligesom ministeren bedes redegøre for hvorfra disse medarbejdere skal komme – om der er tale om nyrekruttering, om omdisponeringer eller andet"

 

Svar:

Jeg skal henvise til den redegørelse, som jeg har sendt til Skatteudvalget om ”Status på udviklingen af SKAT” d. 2. juni 2006.


Spørgsmål 347:

"Ministeren bedes redegøre for, hvilke områder og arbejdsopgaver, der skal nedprioriteres, hvis inddrivelsesområdet skal opprioriteres"

 

Svar:

Jeg skal henvise til den redegørelse, som jeg har sendt til Skatteudvalget om ”Status på udviklingen af SKAT” d. 2. juni 2006.

 

 


Spørgsmål 348:

"Ministeren bedes redegøre for, hvorvidt det i SKAT er under overvejelse at bruge en eventuel tilførsel af ressourcer til inddrivelsesområdet i de samlede bestræbelser på at imødekomme medarbejdernes ønsker, f.eks. ved at besætte nogle af stillingerne med medarbejdere, der er udpeget til ufrivillig forflyttelse?"

 

Svar:

Opprioriteringen på inddrivelsesområdet skal ske ved en intern omprioritering i SKAT. Jeg skal henvise til den redegørelse, som jeg har sendt til Skatteudvalget om ”Status på udviklingen af SKAT” d. 2. juni 2006.

 

Hvis man i den sammenhæng lod de allerede udpegede medarbejdere indgå i opprioriteringen af inddrivelsesområdet, ville det efterlade et hul i forhold til bemandingen af Betalingscentret og Kundecentret, som ville kræve en ny uansøgt forflyttelsesrunde eller nyrekruttering, som der ikke er lagt op til.

 


Spørgsmål 349:

"Hvor mange steder vil de opgaver, de til ufrivillig forflyttelse udpegede medarbejdere forlader, skulle videreføres helt eller delvist på den oprindelige lokalitet?"

 

Svar:

De opgaver, der flytter til Betalingscentret, er klart definerede og flytter fuldt og helt til Betalingscentret. Opgaverne videreføres med andre ord ikke på den oprindelige lokalitet, når de er flyttet, men der er naturligvis en grænseflade mellem de opgaver der flyttes og dem der bliver tilbage.

 

På tilsvarende vis er det udgangspunktet, at Kundecentret overtager alle generelle telefoniske og e-mailbaserede henvendelser til SKAT, når Kundecentret er fuldt bemandet i slutningen af 2006. De uansøgt forflyttede medarbejdere efterlader således ikke opgaver, der knytter sig til besvarelse af generelle telefon- eller e-mailopgaver i de skattecentre, som de forlader.

 

En medarbejder, der forflyttes til Betalingscentret eller Kundecentret, kan imidlertid ud over de opgaver, der flyttes til disse centre, have løst andre opgaver, som ikke flyttes til Betalingscentret eller Kundecentret, dvs. opgaver som videreføres på den oprindelige lokalitet.

 

 

 

 


Spørgsmål 350:

"Hvor stor en del af de til ufrivillig forflyttelse udpegede medarbejderes arbejdstid frem imod flyttetidspunktet forventes at medgå til oplæring af de kolleger, der skal videreføre de opgaver, der forlades i forbindelse med de ufrivillige forflyttelser?"

 

Svar:

Der kan blive behov for sidemandsoplæring, hvis en medarbejder, der er forflyttet til Betalingscentret eller Kundecentret, ud over de opgaver der flyttes til disse centre også løser andre opgaver, som ikke flyttes til Betalingscentret eller Kundecentret.

 

SKAT har imidlertid ikke opgjort dette behov for sidemandsoplæring, som vil vise sig hen ad vejen, og som i øvrigt ikke adskiller sig fra det behov for sidemandsoplæring, der hele tiden opstår, når medarbejderne i en dynamisk organisation skifter arbejdsopgaver.

 

 


Spørgsmål 351:

"Ministeren bedes oplyse, hvor mange af de til ufrivillige forflyttelser udpegede medarbejdere, der er tjenestemænd, og hvad konsekvenserne for disse medarbejdere er af at sige "Nej" til forflyttelse, herunder godtgørelser, pensionsforhold mv."

 

Svar:

Af de medarbejdere, der er udpeget til uansøgt forflyttelse til Betalingscentret og Kundecentret, er 90 medarbejdere tjenestemænd, hvoraf 57 er tidligere ToldSkat-tjenestemænd og 33 er tidligere kommunale tjenestemænd.

 

Konsekvenserne for disse medarbejdere ved at sige ”nej” til forflyttelsen afhænger bl.a. af, om den enkelte medarbejder skal tåle forflyttelsen i henhold til tjenestemandslovens § 12.

 

Således skal tjenestemænd fra det tidligere ToldSkat tåle at blive forflyttet over hele landet.

Hvor meget en tidligere kommunal tjenestemand skal tåle, sker ud fra en konkret, individuel vurdering, herunder bl.a. vedkommendes nuværende og kommende arbejdssted i forhold til bopælen.

 

Hvis en tjenestemand forflyttes udover det, vedkommende skal tåle i henhold til tjenestemandslovens § 12, kan tjenestemanden kræve sig afskediget fra SKAT med opsat eller aktuel egenpension i henhold til tjenestemandspensionslovgivningens regler. Tjenestemænd, der har været ansat i mere end 10 år, har ret til aktuel egenpension, hvilket betyder, at de løbende får udbetalt pension fra afskedigelsestidspunktet. Tjenestemænd, der har været ansat i mindre end 10 år, har ret til opsat pension, hvilket betyder, at egenpensionen tidligst udbetales fra det fyldte 60. år.

 

Hvis en tjenestemand forflyttes inden for det, vedkommende skal tåle i henhold til tjenestemandslovens § 12, må medarbejderen selv søge sin afsked, hvis den pågældende ikke ønsker at følge med til det nye arbejdssted. I denne situation vil medarbejderen være berettiget til opsat pension, såfremt vedkommende har været ansat i minimum 10 år.

 

Tjenestemænd har ikke ret til fratrædelsesgodtgørelse i henhold til funktionærloven.  

 

 


Spørgsmål 352:

"Ministeren bedes fremsende en opgørelse over aldersgennemsnittet og alderssammensætningen blandt de medarbejdere, der i dag varetager de betalingsopgaver, der i fremtiden vil være placeret ved betalingscentret"

 

Svar:

I nedenstående tabel er vist alderssammensætningen for de 963 ledere og medarbejdere, der i 2005 helt eller delvist har arbejdet med de opgaver, som fremover skal løses i Betalingscentret. Tallene er angivet i pct. og er afrundet. Aldersgennemsnittet for disse ledere og medarbejdere er omkring 50 år. 

 

 

Medarbejdere med betalingsopgaver

> 60 år

13

50 – 59

40

40 – 49

33

30 – 39

11

< 30 år

3