Til

                      Folketinget - Skatteudvalget

 

 

 

Hermed sendes i 5 eksemplarer svar på spørgsmål nr. 265 af 14. marts 2006.

 

Kristian Jensen

                                                                 /  John Fuhrmann

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Spørgsmål nr. 265: Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 10. marts 2006 fra HTS - Handel, Transport og Serviceerhvervene, Arbejdsgiverforening, vedrørende ”lønsumsafgiften skaber konkurrenceforvridning”, jf. alm. del – bilag 127.

 

Svar: Jeg kan indledningsvis om baggrunden for lønsumsafgiftsloven oplyse, at man i 1989 vedtog den første lov om lønsumsafgift. Loven sigtede alene mod den finansielle sektor. Med virkning fra 1. januar 1992 vedtog man en udvidelse af lønsumsafgiftspligtens anvendelsesområde, således at den finansielle sektor betaler ca. 75 pct. af det provenu, som loven indbringer.

 

Som afgiftspligtig virksomhed anses som hovedregel virksomheder, der mod vederlag leverer en række varer og ydelser, der er momsfrie efter momslovens § 13. Virksomheder med anden økonomisk virksomhed er også omfattet af loven i det omfang, de mod vederlag leverer ydelser, der ikke er afgiftspligtige efter momsloven. Som afgiftspligtige virksomheder anses tillige virksomheder, der udgiver eller importerer aviser.

 

Efter lønsumsafgiftsloven skal private virksomheder således betale lønsumsafgift (typisk 3 pct. af lønsummen), hvis de leverer ydelser, som ifølge momsloven er momsfritagne. Offentlige virksomheder og virksomheder, hvor offentlige tilskud mm. dækker mindst 50 pct. af virksomhedernes driftsudgifter, er derimod fritaget for at betale lønsumsafgift.

 

Forskellen mellem privat og offentlig virksomhed i lønsumsafgiftsloven skyldes historisk det synspunkt, at det virkede formalistisk at det offentlige skulle betale lønsumsafgift til det offentlige.

 

Den gældende lønsumsafgift medfører en risiko for ulige konkurrencevilkår på en række områder med både offentlig og private leverandører indenfor områderne sundhed, undervisning og indenlandsk personbefordring.

 

Regeringen har besluttet at løse problemet ved at etablere en statslig og kommunal kompensationsordning, der skal løse potentielle problemer i form af ulige konkurrencevilkår, som den gældende afgiftsfritagelse kan skabe.

 

Der vil således blive etableret en refusionsordning, der vedrører ydelser, der leveres til stat og kommuner, således at den enkelte offentlige institution kompenseres for lønsumsafgiftens andel af købsprisen. Lønsumsafgiften vil derfor ikke længere være en faktor i institutionernes vurdering af et tilbuds lønsomhed. Offentlige virksomheders fritagelse for lønsumsafgift indebærer således ikke nogen konkurrencefordel.

 

Modellen indebærer, at den offentlige institution får refunderet en procentdel af kontraktsummen alt efter hvilken type ydelse, kontrakten vedrører. Procentsatsen fastsættes af myndighederne, der skal beregne og fastsætte procentsatserne for de forskellige ydelser fra centralt hold, alt efter hvor stor en del af kontraktsummen, lønsumsafgiften i gennemsnit udgør for de forskellige ydelser. Virksomhederne vil således ikke skulle opgøre lønsumsafgiften separat, hvorfor løsningen ikke indebærer administrative byrder for virksomhederne. Derimod vil løsningen indebære noget administrativt merarbejde for det offentlige.

 

Ved udarbejdelsen af refusionsordningen skal det tilstræbes, at offentlige myndigheder ikke kan få refusion for lønsumsafgifter til køb af fx finansielle ydelser, aviser og andre ydelser, hvor lønsumsafgiften ikke har og ikke kan forventes at få en konkurrencefordrejende effekt.

 

Der er sidst i dette svar indsat en skematisk oversigt over, hvorledes refusionsordningen vil fungere i praksis.

 

Som den skematiske oversigt illustrerer, vil ordningen indebære, at private virksomheder ved afgivelse af bud til statslige eller kommunale institutioner vil kunne hæve deres bud med et beløb svarende til lønsumsafgiften, uden at dette påvirker de private virksomheder i konkurrencen med eventuelle offentlige bydere, der er fritaget for lønsumsafgift. Ordningen vil derfor indebære, at det ved leverancer fra offentlige virksomheder m.v. til statslige eller kommunale institutioner ikke længere vil kunne hævdes, at afgiftsfritagelsen fra de offentlige virksomheder m.v. indebære en økonomisk fordel for de offentlige virksomheder m.v., som potentielt kan udgøre et problem i relation til statsstøttereglerne.

 

Den statslige og kommunale refusionsordning, som vil blive etableret, vil ikke finde anvendelse i tilfælde, hvor offentlige virksomheder leverer varer og ydelser, som leveres til private og betales af private. Det er imidlertid vurderingen, at der i denne henseende i praksis næppe er stor risiko for, at afgiftsfritagelsen kan medføre en begunstigelse af offentlige virksomheder, der er i strid med statsstøttereglerne.

 

Det bemærkes samtidig, at offentlige virksomheder m.v., der leverer ydelser omfattet af lønsumsafgiftsafgiftens anvendelsesområde, i vidt omfang leverer sådanne ydelser uden vederlag. Det gælder fx de offentlige hospitaler. Sådanne virksomheder vil allerede af den grund falde uden for lovens anvendelsesområde.

 

Inden for området personbefordring er der, så vidt Skatteministeriet er orienteret, ikke eksempler på, at offentlige virksomheder m.v. udfører sådanne aktiviteter, uden at dette sker som en public service aktivitet. Den påtænkte refusionsordning forventes derfor også at sikre, at der ikke kan opstå nogen risiko for konkurrenceforvridning.

 

For så vidt angår undervisningsområdet bemærkes, at der også på dette område vil være tale om, at de offentlige virksomheder m.v. leverer public service ydelser. Det gælder fx aftenskoler, der under visse betingelser kan opnå støtte til driften. Når støtten overstiger 50 pct. af driftsudgifterne vil virksomhederne kunne være fritaget for lønsumsafgift.

 

Såfremt virksomheder af denne karakter pålægges lønsumsafgift, vil det alene have den konsekvens, at de pågældende public service virksomheder vil skulle have højere driftstilskud for at opfylde public service forpligtelserne. Realiteten er således, at afgiftsfritagelsen indgår i finansieringen af de pågældende undervisningsinstitutioner, og at afgiftsfritagelsen derfor ikke i sig selv påvirker konkurrencen.

 

Jeg skal afslutningsvis bemærke, at  regeringen lægger stor vægt på konkurrence mellem offentlig og privat. Med etableringen af en refusionsordning er det min opfattelse, at et  yderligere skridt for fremme af konkurrencen er taget.