J.nr.
                                                                                                               Â
Til
                         Folketingets Skatteudvalg
Hermed sendes svar på spørgsmål nr.262 af 13. marts 2006.
(Alm. del).
                         Kristian Jensen
                                                                             /Ditte Jensen
Spørgsmål 262:
"Ministeren bedes kommentere henvendelse af 13. marts 2006 om ressourcespild fra skattecenter i Hjørring, jf. alm. del – bilag 126."
Svar:
I den nævnte henvendelse af 13. marts 2006 giver 89 medarbejdere, der organisatorisk er placeret i Skattecenter Hjørring og fysisk placeret i Frederikshavn udtryk for en række synspunkter, der kort kan sammenfattes i, at en flytning fra Frederikshavn til Hjørring er udtryk for ressourcespild, og at de ønsker at forblive i lokalerne i Frederikshavn.
Generelt vil jeg gerne gøre klart, at det ikke er hensigten at ændre på beslutningerne om placeringen af skattecentre, hverken i Hjørring eller andre steder. Der er i september 2004 indgået en aftale mellem regeringen og Dansk Folkeparti om placeringen af en række statslige arbejdspladser, og det vil ikke være hensigtsmæssigt at ændre på aftalen, der er indgået ud fra en forudsætning om at fordele de statslige arbejdspladser på en afbalanceret måde.
Det er vanskeligt at kommentere bemærkningerne om ressourcespild, idet det ikke på nuværende tidspunkt vides, hvilken løsning for lokalisering der vil blive valgt i Hjørring. Der er derfor ikke grundlag for en vurdering.
For så vidt angår ønsket om at forblive i lokalerne i Frederikshavn har jeg forståelse for det. Der er tale om udmærkede lokaler, og det gælder givetvis for mange af de pågældende medarbejdere, at beliggenheden i Frederikshavn transportmæssigt er at foretrække.
Disse forhold kan eventuelt betyde, at samlingen af Skattecentret i Hjørring ikke har den højeste prioritet, når arbejdet med samlingen af skattecentre for alvor går i gang.