J.nr.

                                                                                                                 

Text Box: j.nr. 06-013186
Dato :

 

 

 

 

Til

                          Folketingets Skatteudvalg

 

 

Hermed sendes svar på spørgsmål nr.222 af 23. februar 2006.

(Alm. del).

 

 

                          Kristian Jensen

 

 

                                                                              /Karsten Juncher


Spørgsmål 222:

"Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 21. februar 2006 fra DJØF vedrørende tvangsforflytninger og brud på garantier til medarbejdere i forbindelse med lovgivningen om strukturreformen, jf. alm. del – bilag 105."

 

Svar:

I forbindelse med etableringen af SKAT er det besluttet, at der skal etableres et Betalingscenter i Ringkøbing og et Kundecenter med enheder i Hjørring, Odense, Ribe og Roskilde.

 

I regeringens aftale med Dansk Folkeparti den 24. september 2004 – den såkaldte udmøntningsplan – blev placeringen af en række statslige arbejdspladser fastlagt. Der var enighed mellem aftaleparterne om, at navnlig byer, der i forbindelse med reformen mister deres status som hovedsæde for amtsforvaltningen, skulle tilgodeses ved placeringen af en række decentrale statslige arbejdspladser.

 

Placeringen af Betalingscentret i Ringkøbing og Kundecentrets enheder i Odense, Ribe og Roskilde skal ses i denne sammenhæng.

 

Bemanding af Betalingscentret og Kundecentret er af stor betydning for at indfri nogle af de målsætninger, der ligger til grund for reformen på skatte- og inddrivelsesområdet. Centrene vil efter den første indkøringsfase kunne sikre en endnu mere professionel betjening af borgere og virksomheder end i dag, og det vil kunne ske mere effektivt og med færre ressourcer.

 

Der har været udfoldet store bestræbelser på at bemande centrene ved hjælp af stillingsopslag, tilbud om smidige ordninger for medarbejderne samt grundig information om centrenes arbejde mv., og dette har givet gode resultater. Tilbage er imidlertid et udækket behov, der kun kan afhjælpes ved anvendelse af uansøgte forflyttelser.

 

I henvendelsen fra DJØF er det citeret fra forslaget til skatteforvaltningsloven, at ’det er regeringens forventning, at de tilpasninger, der vil ske i den samlede arbejdsstyrke på dette område, vil kunne gennemføres ved naturlig afgang.’

 

Den efterfølgende udvikling har indtil dato formet sig i overensstemmelse med denne forventning, idet reduktionen i antallet af medarbejdere alene har fundet sted i form af naturlig afgang.

 

I forhold til den resterende bemanding af de to centre er det besluttet, at der skal udpeges et antal medarbejdere til uansøgt forflyttelse. Udpegningen har fundet sted den 16. marts 2006.

Tidspunktet er valgt således, at alle de pågældende medarbejdere er bekendt med udpegningen forud for igangsættelsen af den planlagte ønskerunde senere på måneden. Ønskerunden er en udmøntning af den hensigtserklæring, der ligeledes er nævnt i forslaget til skatteforvaltningsloven, hvor det hedder, at ’alle medarbejdere under en eller anden form skal have lejlighed til at tilkendegive ønsker om fremtidig placering.

 

Med denne tidsmæssige rækkefølge opnås, at alle medarbejdere kan tilkendegive ønsker om fremtidig placering på et oplyst grundlag, frem for at udpegningen finder sted kort tid efter ønskerunden.

 

Med anvendelsen af uansøgte forflyttelser er der ikke tale om, at der finder afskedigelser sted, men om at der flyttes og samles opgaver i overensstemmelse med planerne for udviklingen af SKAT. De medarbejdere, der varetager de pågældende opgaver, har mulighed for at følge med opgaven.

 

I en del tilfælde kan der være tale om, at medarbejdere må pendle over længere afstande eller endog skulle skifte bolig. Det må derfor forventes, at nogle af de pågældende medarbejdere vil tage deres afsked som følge af udpegningen.

I erkendelse heraf vil SKAT indenfor givne ramme tilbyde og betale for genplaceringsrådgivning til medarbejdere, som overvejer jobskifte efter udpegning til uansøgt forflyttelse til Betalingscentret eller Kundecentret.

I det omfang, at der er medarbejdere, der tager deres afsked som følge af udpegningen, kan der rekrutteres et tilsvarende antal lokalt ved centrene. Baggrunden herfor er, at formålet med udpegningerne som nævnt er at bemande centrene, ikke at reducere medarbejderantallet.

Samlet set er det min opfattelse, at der med de beslutninger, der er truffet, leves op til de garantier, der er givet i forbindelse med ændringerne på skatte- og inddrivelsesområdet.

I henvendelsen fra DJØF er det endvidere anført, at det burde være muligt at nyrekruttere til de ubesatte stillinger i Hjørring, Ribe og Ringkøbing. Jeg kan i den forbindelse oplyse, at det er besluttet, at der kan nyrekrutteres de pågældende steder i det omfang, at der er medarbejdere, der tager deres afsked som følge af udpegningen til centrene.

For så vidt angår spørgsmålet om tryghedsskabende foranstaltninger, der ligeledes er nævnt i henvendelsen fra DJØF, kan jeg oplyse, at emnet blev drøftet allerede på et møde den 9. maj 2005 i Personalesamarbejdsgruppen, der fungerede som en slags hovedsamarbejdsudvalg i tilknytning til fusionsorganisationen.

Hensigten om tryghedsskabende foranstaltninger er ligeledes tilgodeset i forbindelse med overflytningen af medarbejderne fra kommunerne til staten, hvor alle medarbejdere principielt fulgte med opgaven.

Endelig skal beslutningen om genplaceringsrådgivning til medarbejdere, som overvejer jobskifte efter udpegning til uansøgt forflyttelse til Betalingscentret eller Kundecentret, også ses i lyset af tryghedsskabende foranstaltninger. Selv om de pågældende medarbejdere måske ikke opfatter tilbuddet på denne måde, skal det alligevel opfattes som sådan i den vanskelige situation, det kan være for nogen.