J.nr.

                                                                                                                 

Text Box: j.nr. 06-009400
Dato :

 

 

 

 

Til

                          Folketingets Skatteudvalg

 

 

Hermed sendes svar på spørgsmål nr.211 og 212 af 21. februar 2006.

(Alm. del).

 

 

                          Kristian Jensen

 

 

                                                                              /Karsten Juncher


Spørgsmål 211:

"På hvilken måde har ministeren sikret sig, at der i forbindelse med statens overtagelse af kommunernes skattemæssige lignings- og kontrolopgaver samt inddrivelsen af både personskatterestancer og andre skatter og afgifter er tilført de nye skatteregioner tilstrækkelige personaleressourcer til en effektiv skatte- og momskontrol og en effektiv restanceinddrivelse?"

 

Svar:

Det fremgår af skatteforvaltningsloven, at der til Skatteministeriet fra den 1. november 2005 skulle overføres de kommunalt ansatte, der udelukkende eller helt overvejende var beskæftiget med varetagelsen af skatteopgaven, herunder de ansatte der udelukkende eller helt overvejende var beskæftiget med varetagelsen af skatteopgaver, der blev udført efter kontrakt med ToldSkat. Dertil kom en forholdsmæssig del af de øvrige kommunalt ansatte.

På tilsvarende måde fremgår det af loven om opkrævning og inddrivelse af visse fordringer, at der til Skatteministeriet samtidig skulle overføres de kommunalt ansatte, der udelukkende eller helt overvejende var beskæftiget med varetagelsen af inddrivelsesopgaven, samt en forholdsmæssig del af de øvrige kommunalt ansatte.

Ved DUT-aftalerne mellem regeringen og Kommunernes Landsforening henholdsvis den 12. og den 17. maj 2005 blev de økonomiske konsekvenser af opgaveflytningen på skatte- og inddrivelsesområdet fastlagt, herunder hvor mange årsværk der var omfattet af opgaveflytningen.

Udgangspunktet er, at der som følge af DUT-aftalerne om opgaveoverførslen er tilstrækkelige personaleressourcer, hvilket er lagt til grund ved budgetteringen efter fusionen.

Ved den faktiske overførsel af personale 1. november 2005 blev der, jf. min besvarelse af Skatteudvalgets spørgsmål 183, overført ca. 300 årsværk færre, end grundlaget for DUT-aftalen mellem regeringen og KL forudsatte. Ligeledes har der været en vis naturlig afgang i perioden.

 

Det er derfor naturligt i løbet af 2006, der i mange henseender er et konsolideringsår for fusionen, at vurdere, om der er fuld overensstemmelse mellem den personalereduktion, der har fundet sted i perioden, de måltal, der er fastlagt på finansloven, samt de forudsatte effektiviseringer.

 

Det er derfor også hensigten i forbindelse med forberedelsen af finanslov 2007 at tage endelig stilling til det fremtidige ressourcebehov og dermed også til effektiviseringspotentialet.


Spørgsmål 212:

"Vil ministeren oplyse, om der er EDB-tekniske problemer i de nuværende statslige skatte- og afgiftsregistre, der kan medføre en ineffektiv skatte- og momskontrol i 2006 og 2007? Hvis dette er tilfældet, ønskes oplyst problemernes omfang og løsningen på disse."

 

Svar:

Jeg forstår spørgsmålet således, at der spørges til, om der er tekniske problemer forbundet med at arbejde med de statslige systemer, som indeholder de oplysninger, der skal anvendes til skatte- og momskontrol.

 

Det er ikke min vurdering, at der er tekniske problemer med de pågældende systemer, da de fungerer driftssikkert på nuværende tidspunkt. Der er imidlertid fortsat medarbejdere, der arbejder på lokaliteter, hvor netværkskapaciteten ikke er tilstrækkelig, eller hvor der anvendes såkaldte citrix 3-løsninger, hvilket kan bevirke, at adgang til systemer er besværlig, jf. redegørelse for status på fusionen i min besvarelse af skatteudvalgets spørgsmål 183.

 

Jeg kan i den forbindelse oplyse, at arbejdet med opgradering af netværket, der blev nævnt i min besvarelse af skatteudvalgets spørgsmål 183, hvor der udestod syv steder, nu næsten er afsluttet. Der resterer således to steder, hvoraf opgraderingen er leveret det ene sted og forventes idriftsat i uge 14. Leveringstidspunktet for netværksopgraderingen det sidste sted er ikke endelig fastlagt, men forventes også nået i uge 14.

 

For så vidt angår problemer ved citrix 3–løsningerne er der iværksat et nyt teknisk forsøg ved to lokaliteter, der skal afklare, om der kan findes tilfredsstillende løsninger indenfor rammerne af modellen. Ca. 550 medarbejdere arbejder med en citrix model.

 

Der er endvidere sandsynligvis fortsat medarbejdere, der skal vænne sig til at arbejde i nye systemer.

SKAT har i den forbindelse oplyst, at der rundt omkring i landet fortsat kan være et behov for instruktion/support i benyttelse af nye systemer og systemer, der er blevet ændret som følge af fusionen. Denne opgave varetages lokalt i samarbejde mellem uddannelseskonsulenter og ledelsessekretariater.