Besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 98 af 25. november 2005 fra Folketingets Retsudvalg.

 

Spørgsmål:

 

”SIND oplyser i en henvendelse af 10/10 05 til udvalget, jf. REU, alm. del – bilag 39, at der på daværende tidspunkt var 17 varetægtsfængslede personer, som afventede plads på Skt. Hans Hospitals retspsykiatriske afdeling.

 

Kan ministeren bekræfte denne oplysning?”

 

Svar:

 

Skt. Hans Hospitals retspykiatriske afdeling har over for Direktoratet for Kriminalforsorgen oplyst, at der i 2005 ikke har været over 10 personer på venteliste til afdelingen. Der har i september og oktober maximalt været 6 personer på venteliste. Ventelisten omfatter alle frihedsberøvede retspykiatriske patienter, såvel de personer, hvor retten har truffet bestemmelse om varetægtssurrogat eller anbringelse/behandling på en psykiatrisk afdeling, som de psykisk syge indsatte.  

 

Som jeg oplyste under samrådet den 24. november 2005 har Hovedstadens Sygehusfællesskab over for Direktoratet for Kriminalforsorgen oplyst, at de eksisterende retningslinier for visitation af retspsykiatriske patienter revideres for tiden med særlig fokus på problemet med ventere i fængslerne. Målet for ventetid for patienter i fængslerne er højst syv dage.