Besvarelse af spørgsmål nr. 96 af 25. november 2005 fra Folketingets Retsudvalg.
Spørgsmål:
â€Ministeren oplyste under det Ã¥bne samrÃ¥d 24/11 05 om psykisk syge i fængslerne og selvmord og selvmordsforsøg i fængslerne, jf. samrÃ¥dsspørgsmÃ¥l F, at der skal mere fokus pÃ¥ ventende i fængslerne til de psykiatriske afdelinger, og at mÃ¥let er, at ventetiden skal nedbringes til højst 7 dage.
Hvad er ventetiden i dag?â€
Svar:
Som jeg redegjorde for under samrådet den 24. november 2005 om psykisk syge i fængslerne m.v., foreligger der ikke nogen samlet opgørelse over det aktuelle antal af psykisk syge i fængsler og arresthuse, idet Kriminalforsorgen ikke registrerer antallet af personer med psykiske problemer. Ventetiden for overførsel til det psykiatriske system registreres heller ikke.
Som jeg ligeledes redegjorde for under samrådet, foretog Kriminalforsorgen i september/oktober 2005 en høring af fængsler og arresthuse for at få et mere aktuelt billede af, hvor mange indsatte der ventede på at blive overført til det psykiatriske behandlingssystem, herunder ventetidens længde.
Høringsresultaterne viste, at af fængslerne, herunder Københavns Fængsler, var det kun Anstalten ved Herstedvester og Københavns Fængsler, der havde psykisk syge personer, som ventede på at blive overført til det psykiatriske system. To personer havde på daværende tidspunkt ventet i henholdsvis 4 og 5½ måned, men typisk var der tale om ventetid på højst en måned på daværende tidspunkt.
I arresthussektoren var der ingen psykotiske eller andre psykisk syge, der ventede på at blive overført til det psykiatriske system. Når der tidligere har været ventetider her, har der normalt højst været tale om en måned.
Anstalten ved Herstedvester har over for Direktoratet for Kriminalforsorgen oplyst, at såfremt en indsat vurderes selvmordstruet, så vil den pågældende – uanset ventetid i øvrigt – blive overført til det psykiatriske system med det samme. Københavns Fængsler har oplyst, at hvis ventetiden for overførsel trækker ud, og hvis der er lægelige grunde derfor, så tager institutionen selv initiativ til at få den pågældende overført til en psykiatrisk afdeling. Grundlaget for en sådan typisk akut indlæggelse er i disse tilfælde ikke dommen/kendelsen, men en lægelig vurdering af, at der foreligger et påtrængende behandlingsbehov.
Ventetiden skyldes som bekendt manglende kapacitet i det psykiatriske system, som såvel Hovedstadens Sygehusfællesskab som Amtsrådsforeningen er meget opmærksomme på. Amtsrådsforeningen har ultimo november 2005 opgjort deres undersøgelse af ventetiden til de psykiatriske afdelinger og konkluderer, at der ikke uden for Hovedstadens Sygehusfællesskabs område er ventetid for overførsel fra fængslerne. Enkelte amter har oplyst, at der kan gå nogle dage.