Besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 82 af 18. november 2005 fra Folketingets Retsudvalg.

 

Spørgsmål:

 

          ”Hvornår forventes Erstatningsnævnets elektroniske sagsbehandlingssystem at være fuldt implementeret og driftsikkert, og hvilke tiltag har Erstatningsnævnet taget for at IT-leverandøren overholder indgåede forpligtelser?”

 

Svar:

 

Civilstyrelsens nye journal- og sagsbehandlingssystem forventes efter gennemførelse af sædvanlig overtagelsesprøve sat i drift den 16. januar 2006. Herefter følger 30 dages driftsprøve samt varetagelse af de særlige funktioner, som er knyttet til implementering og ibrugtagning af det nye system. Det forventes, at en normal driftssituation vil være etableret i løbet af marts måned.

 

Projektet gennemføres som første led i et konsolideringsprojekt vedrørende journaliserings- og sagsbehandlingssystemerne i Justitsministeriets IT-driftsfællesskab (JIF) og varetages af en projektgruppe med deltagelse af repræsentanter for JIF's institutioner og driftsorganisationen. Test af systemet er påbegyndt og er hidtil forløbet tilfredsstillende. Test af den specialudviklede funktionalitet til Erstatningsnævnets sagsbehandling gennemføres planmæssigt i uge 50.

 

Der er bl. a. på baggrund af Erstatningsnævnets erfaringer med det eksisterende sagsbehandlingssystem lagt stor vægt på at sikre kvaliteten i dette projekt. Projektorganisationen rummer både forretningsmæssige og generelle IT-kompetencer på professionelt niveau, og Civilstyrelsen har allokeret betydelige personaleressourcer både til kravsspecificeringen og den interne deltagelse i projektet. Projektforløbet har omfattet flere workshops med deltagelse fra leverandøren, projektgruppen og brugerne med henblik på at styrke kommunikationen mellem parterne og den fælles forståelse af kravene. Endelig er systemløsningen i videst muligt omfang baseret på standardfunktionalitet, hvor leverandøren stiller kendte og velafprøvede løsninger til rådighed.