Besvarelse af spørgsmål nr. 555 fra Folketingets Retsudvalg (Alm. del).

 

Spørgsmål:

 

”Ministerens kommentar til artikler i Ekstra Bladet 25/7-06: "Kriminalen - politiet afslører navn på hemmeligt vidne: Nu er jeg dødstruet" m.fl. Giver sagen ministeren anledning til at stramme op på politiets procedurer i denne slags sager?”

 

Svar:

 

Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet følgende udtalelse fra Politimesteren i Tønder, hvortil jeg kan henholde mig:

 

”Vidnet henvendte sig oprindeligt til en anden politikreds i august 2005. I november 2005 henvendte han sig telefonisk til kriminalpolitiet i Tønder. I begge tilfælde er rapporterne udfærdiget med henblik på at tilstræbe fuld anonymitet for vidnet. 

 

I slutningen af november 2005 henvendte vidnet sig til Jyske Vestkysten og forklarede om sagen på en sådan måde, at han risikerede at eksponere sig selv og i øvrigt skade efterforskningen, hvilket blev gjort ham klart. Umiddelbart efter optrådte vidnet i Ekstrabladet (Kriminalen den 13.-19. december 2005), hvor han uhyre detaljeret forklarede om sin og den tyske vens fælles tur ud til pigen.

 

På denne baggrund anmodede jeg om, at vidnet blev gjort bekendt med, at han herved havde eksponeret sig selv i en sådan grad, at han ikke længere kunne optræde som anonym i sagens akter, og at der fremover – ved vidnets eventuelle henvendelser med oplysninger – ville blive udfærdiget almindelige politirapporter med navn. Der foreligger efterfølgende og frem til udgangen af januar 2006, flere af sådanne rapporter, hvor vidnet har gennemlæst og underskrevet disse.

Da sagen, i bestræbelserne på at få Tyskland til enten at overtage strafforfølgningen mod den tyske statsborger eller udlevere denne, blev sendt til den tyske anklagemyndighed i juli 2006, blev alt materiale vedlagt.”

 

 

Det fremgår af udtalelsen, at vidnet selv henvendte sig til pressen om sagen, og at Tønder Politi på den baggrund havde gjort ham bekendt med, at han ikke længere kunne optræde anonymt i sagens akter.

 

Jeg finder derfor ikke, at den konkrete sag giver anledning til at stramme op på politiets procedurer i forbindelse med hemmeligholdelse af vidners identitet.