Folketingets Retsudvalg  

 

 

 

 

 

 

Dato: 27. september 2006

                                


Folketingets Retsudvalg har i skrivelse af 7. september 2006 (ad REU alm. del) udbedt sig min besvarelse af følgende spørgsmål 538:

 

Spørgsmål 538:

”Hvordan flugter forslaget og den lovgivningsmodel, der er foreslået, med anden EU-regulering på det familieretlige område?”

 

Svar:

På det familieretlige område findes der i dag følgende fællesskabslovgivning:

 

På det familieretlige område omfatter Bruxelles I-forordningen afgørelser om underholdspligt. I relation til sådanne afgørelser indeholder forordningen bl.a. regler om international kompetence, men den indeholder ikke regler om lovvalg eller om mulighed for at indgå aftaler om lovvalg eller om international kompetence.  

 

Den nye Bruxelles II-forordning indeholder bl.a. regler om international kompetence i sager om skilsmisse, separation, forældremyndighed og samvær mv., men den indeholder ikke regler om lovvalg eller om mulighed for at indgå aftaler om lovvalg eller om international kompetence.

 

På nuværende tidspunkt findes der således ingen fællesskabsregler om lovvalg eller om mulighed for at indgå aftale om international kompetence eller lovvalg i familieretlige sager, som forslaget skal sammenlignes med.

 

Det bemærkes, at forordningerne på grund af det danske forbehold vedrørende retlige og indre anliggender ikke gælder for Danmark. Imidlertid svarer reglerne i Bruxelles I-forordningen med visse ændringer til konvention af 27. september 1968 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager (EF-domskonventionen), som er tiltrådt af de 15 ”gamle” EU-medlemsstater, herunder Danmark.

 

 

Lars Barfoed 

                                                                                                      /Christina Barfoed-Høj